Roman Klaus Rifbjerg: Dagstelegrafen

Roman Klaus Rifbjerg:

Dagstelegrafen

128 sider, 169 kr.

Gyldendal

UDKOMMER I DAG

”Dagstelegrafen” er ikke Klaus Rifbjergs bedste roman. Den strammer flot til i udgangen og bliver vedkommende som et på en gang kærligt og kritisk portræt af de generationer, der var unge med samlivseksperimenterne.

De voksede op med fortidens forsigtighedsmoral, men formåede at sprænge sig ud af den. På godt og ondt:

»Hvad han så, rystede ham, hvad han forstod, var, at ulevede drømme og længsler slår dræbende indad, og at frigørelsens øjeblik kræver omhyggelig timing for ikke før eller senere at falde som en klyngebombe, der destruerer eller forkrøbler alt.«

Den indsigt er klar og perspektivrig - og nutidig. Her har Rifbjerg styr på sit stof og kan organisere persongalleriet så pointen sidder i skabet.

Spredehagl først

Men før han strammer grebet, har han skudt med spredehagl.

Vi møder en slægt i tre generationer. Det er mormor Emma Nielsen, der nu erfarer, at ægtemanden Richard way back havde en erotisk historie med en just afdød kvindelig digter, og det ripper selvfølgelig op i selvfølelsen og det, der er værre.

Ægteparrets to voksne børn, Carsten og Rie, er som dag og nat. Carsten er soldat i Irak-krigen, mens den enlige moder Rie er småkreativ på et fancy reklamebureau, hvor en af hendes chefer bejler forgæves til hende.

Ries søn, Anders, går på forfatterskolen, er jomfru (!) og drømmer om at tage et nyt efternavn, Nyord, for dermed at markere enhver digters drøm, nemlig at være revolutionær igennem sproget.

Hvad romanen selv indirekte forsøger ved at lyde som en prototypisk Rifbjerg-prosatekst, som i princippet godt kunne være udkommet for 20-30 år siden.

For overfladisk

Hverken beskrivelsen fra krigsskuepladsen, reklamekulturen eller forfatterskolemiljøet er overbevisende. Hverken målt med realismens, parodiens eller nøgleromanens alen er der meget at komme efter.

Jeg sympatiserer med Rifbjergs ønske om at distancere sig fra tidens ny religiøsitet, men han gør det ikke sjovt nok. Jeg sympatiserer med ønsket om at fortælle om en soldats indre verden, men skildringen er for flyvsk. Figurtegningen er for overfladisk. Paradoksalt nok for pjattet.

Enten er ”Dagstelegrafen” for kort eller også er den for lang. Det er moralen - men historiens udgang er i top.