Anmeldelse:
Anmeldelse: 4 out of 6
Find mere om:
Klaus Rifbjerg: Jordbær | bog.guide.dk

Klaus Rifbjerg: Jordbær

Klaus Rifbjergs hovedperson er en krydsning mellem en konservativ og en kulturradikal. Hun går ind for kontrol og orden, men er inderligt forbundet med lidenskaberne og det frivole.

Klaus Rifbjerg: Jordbær

204 sider, 229 kr.

Gyldendal

»Euforisk rædsel« står der et sted i Rifbjergs nye roman. Formuleringen er paradoksal og ærketypisk for forfatteren: To modsatrettede betydninger knyttes sammen. Pointen er, at begge sider har ret. Det frygtelige kan være frydefuldt og omvendt.

Kernen i ”Jordbær” er et forsvar for en kvinde, Edith, der både går ind for kontrol, orden, blufærdighed. hverdagens trummerum og på den anden side er inderligt forbundet med lidenskaberne og det frivole. Så at sige en krydsning mellem en konservativ og en kulturradikal.

En moderne kvinde, der ikke er frontkæmper, lunt placeret på middelvejen som hun er, men som dog også i sin livspraksis viser, at mennesket kan forandre sig til det bedre.

Edith kan værdsætte øjeblikke, hvor alt er godt. Hun værdsætter det nære, det sanselige symboliseret i en evig hang til at svælge i jordbær. En pige, der vokser op med munden fuld af jordbær kan det ikke gå helt galt med.

I flashback

”Jordbær” fortælles i flashback: Den aldrende Ediths mand, ingeniøren, den lidt for stille Robert, ligger for døden. I glimt får vi parrets og Ediths brogede familiehistorie - en del af den tror jeg er biografisk planket efter Rifbjergs egen slægtshistorie, men hvis det er sandt, er det egentlig romanen uvedkommende.

Den har sit eget liv. Primært i kraft af forsvaret for Edith, der har levet med denne splittelsesbevidsthed som »euforisk rædsel« meget godt indrammer. Hendes lyst fører hende i armene på en familiebekendt topsoldat, med hvem hun får sit første barn, der imidlertid dør ved fødslen.

Da Edith på det tidspunkt er blevet gift med Robert, er det svært at finde en grimasse, der kan passe. Det lykkes ikke desto mindre.

Siden får de to børn. Livet et er slid. Men det er det hele værd. Selv om tiden er ildevarslende - totalitære ideologier trænger også ind i familien. I øjeblikke formår Edith at lukke al tumlen ude, og omgangskredsen skaber billeder af ren idyl.

Verdensfjern mor

Det går for Edith, som vokser op med en boglæsende og verdensfjern mor, med Tom Kristensen som litterær frontfigur og med lystige revyer, hvorom det hedder:

»De legitimerede en del af de følelser, Edith kendte, og som havde ført hende derhen, hvor hun var nu, uden at hun præcis kunne sætte fingeren på, hvor frigørelsen lå, for når det kom til stykket, var hun stadig stum og ude af stand til at bruge de ny ord på en sammenhængende og overbevisende måde.«

”Jordbær” er både et ekko af Edith og et forsøg på at give hende et mere nuanceret sprog, end hun selv besidder. På den måde er der en del telling og mindre showing, end man umiddelbart kunne forvente (og i begyndelsen er der myriader af navne af holde styr på).

Nuanceret solidaritet

På flere måder kan man sammenligne Rifbjerg med den et par generationer yngre Jens Chr. Grøndahl. De er begge stilistisk begavede, tænker meget på deres figurers vegne og bestræber sig begge på at skildre det borgerlige menneske med en nuanceret solidaritet.

Man kan godt skrive anfægtet og samtidig forsvare retten til at spise sig mæt i livets goder, i jordbær og solskin. Middelklassens middelvej som hovedsporet i dansk åndsliv.

Anmeldelse: Roman Klaus Rifbjerg: Dagstelegrafen

01-10-2009: Top og bund fra Klaus Rifbjerg i den nyeste udgivelse. Læs artikel

Anmeldelse: Klaus Rifbjerg: ROD

15-04-2008: Klaus Rifbjerg har skabt en figur, som han på fundamentale punkter ikke kan sammenlignes med. Læs artikel

Anmeldelse: Følsom ramasjang i Rifbjerg-roman

23-08-2007: ”Hovedløs” er en velkendt, stadig vital Rifbjerg. På en og samme gang stædigt insisterende på sit verdensbillede og nervøst anfægtet af den kendsgerning, at heller ikke den kulturradikale frigørelse har gjort mennesker lykkelige. Læs artikel

Anmeldelse af Anne-Sophie Lunding-Sørensen - Fald

20-10-2014: Anne-Sophie Lunding-Sørensens feel bad-roman er berusende velskrevet og dyster. Læs artikel

Anmeldelse af Line-Marie Lång - Artiskokhjerte

19-04-2014: Line-Marie Långs skræmmende ungdomsroman for tungnemme voksne bliver hængende som tinnitus. Det er intenst og ubehageligt. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...