Følsom ramasjang i Rifbjerg-roman

Klaus Rifbjerg:

Hovedløs

352 sider, 299 kr.

Gyldendal

Udkom: 23.08.07

En af fordelene i fiktionslitteraturen er, at den ofte giver os indblik i, hvad andre går og tænker inderst inde. Litteraturen er en sonde ind i sjælen, for nu at blande en romantisk tanke med en teknologisk-medicinsk praksis.

Det vil sige: De figurer, vi møder på papiret, er jo i virkeligheden blot skabninger inde i en forfatters hoved, og dermed er det så som så med mødet med andre menneskers hemmelige bevidsthed. Hvad vi selvfølgelig godt ved, men hvad gør det, hvis klaveret spiller lystigt?

Få kan være i tvivl, når det handler om en Rifbjerg-roman, og i ”Hovedløs” mangler der i alt fald ikke tempo og hop ned i forskellige figurers indre. Vel tænker en masse mennesker vidt forskelligt - men deres ordforråd, deres tone, er som snydt ud af næsen på én og kun én: Klaus Rifbjerg.

Gentaget indvending

Den indvending har forfatteren hørt mange gange.

Denne gang kan han så grine ad kritikken for den meget vidende fortæller demonstrerer, at den, der har overblikket og sproget med sig, er det oratoriske talent, det talende vandfald, som både kan være inde i en ærkekonservativ, men konstant liderlig mand af det bedre borgerskab, i den evige hushjælp og så videre.

Besættelsestiden
”Hovedløs” er en kollektiv fortælling, en selvstændig forlængelse af ”Esbern” (2005), der frit fortalte om virkelighedens Gustav Munch-Petersens skæbne og familiekreds. Vi er nået frem til Anden Verdenskrig, og omdrejningspunktet er overvejende afdøde Esberns søn, den febrile Kim.

Så har vi dermed endnu en knægt, der oplever Besættelsestiden, og så er Rifbjerg i den grad på hjemmebane. Vi møder desuden modstandsfolk, værnemagere - hverken den ene eller anden kategori synes at være det fuldhjertet og modent: ”Hovedløs” er trods sit emne, besættelsen og kampen mod den totalitære nazisme, mestendels en legen røvere og soldater. Og vi møder høj som lav, almindelige mennesker, det hverdagslige leben, som Rifbjerg besynger. Ikke ubetinget, for der er indre splid hos alle. Utroskab eller bare tanken herom. Der er indre kampe mellem driftsfrigørelse og trangen til at klynge sig til stærke karakterer. En af Esberns søstre forelsker sig i en genuin nazist, og det har de gamle kulturradikale forældre svært ved at håndtere. Det har omverdenen også.

Velkendt og vital
Romanen er ikke præk. Hvis man skulle tro det. Det er følsom ramasjang. Den kollektive struktur betyder, at den snarere breder sig end koncentrerer sig om en problemstilling, en dybere karakter. Der er meget show i ”Hovedløs”. Og den vil gerne læses som en filmisk tur hen over et menneskeligt landskab, som ikke samler sig i ét billede. Det sammensatte er pointen og Rifbjergs ideologiske program, som en af figurerne passende tænker, nemlig at »alting er blandet sammen, at der ikke skal stilles skærme op og trækkes skillelinjer mellem det ene og det andet, det store og det små, det offentlige og det private, det henrivende og det hæslige. Alt er til stede altid«.

”Hovedløs” er en velkendt, stadig vital Rifbjerg. På en og samme gang stædigt insisterende på sit verdensbillede og nervøst anfægtet af den kendsgerning, at heller ikke den kulturradikale frigørelse har gjort mennesker lykkelige.