Kirsten Hammann: EN DRÅBE I HAVET

Kirsten Hammann: EN DRÅBE I HAVET

328 sider, 299 kr. (Med førsteoplaget følger en cd, hvor forfatteren har indlæst hele romanen)

Gyldendal

UDKOMMER I DAG

De fleste af os i denne del af verden er nok sådan indrettet, at vi med mellemrum falder ud af en mere eller mindre gennemtænkt kynisme og synes, at vi burde gøre noget:

Verdens goder er så ulige fordelt, vores egen velstand så asiatisk i vælde, hvorfor skal hovedparten af verdens befolkning sulte, for at vi kan blive fede?

Forfattere og andre kunstnere er sikkert ingen undtagelse, Kirsten Hammann i hvert fald ikke, for hendes opfølger til den intense ”Fra smørhullet” hedder ”En dråbe i havet” og handler om en forfatter, der vil gøre noget, verdens goder er så ulige fordelt, vores egen velstand så asiatisk i vælde, jeg må da som forfatter kunne udgyde min dråbe i havet.

Mette hedder forfatteren på bogens inderside ligesom i ”Fra smørhullet. Hun er Kirsten Hammanns avatar i fiktionen, den version af sig selv, som hun sender ind i denne minerede problemstilling. Mette skal ligesom hende skrive en ny roman, og den skal handle om ulandene.

Vil ikke rejse
Men Mette vil ikke rejse, kan ikke, der er mand, og der er barn, der er så meget. Hun kommer da i kontakt med en slags meget avanceret virtual reality-eksperiment: Hver dag går hun fra værelse 516 i Hotel Astor ind i en simuleret ulandsvirkelighed, der da godt nok virker meget, meget virkelig.

Som i enhver fantastisk fortælling er det hele tiden lidt usikkert, om den alternative virkelighed er naturlig eller overnaturlig.

I hvert fald breder den sig efterhånden ind i Mettes liv på den københavnske side af døren til nummer 516, sådan at hun mod slutningen installerer en etiopisk familie i sin egen trygge danske virkelighed, mens hun sammen med sin datter tager til en meget lidt tryg ulandsk virkelighed, det skal bare vare et par dage.

Og hvis læseren vil vide, om de finder hjem, og om lykken ikke også er lunefuld her, så må læseren til boghandleren efter ”En dråbe i havet”.

Bedst til at spørge
Mette møder en dag en forfatterkollega, der erklærer Mettes forsøg på at nærme sig ulandsproblemstillingen for litterært selvmord. Og sikkert er det da også, at problemstillinger med en meget oplagt morale typisk gør sig dårligt i kunsten, formentlig fordi kunsten er bedre til at spørge end at svare. Kirsten Hammann har nu ikke uden videre skrevet et litterært selvmord, formentlig fordi hendes bog er bedre til at spørge end at svare.

Nok presses en ulandsk virkelighed, vi helst holder på et bidrag til Folkekirkens Nødhjælps afstand, op i vores velnærede ansigter, og nok fastholdes afgrunden mellem denne velnæring og den ulandske tæring ubønhørligt, men det står ubesvaret, om Mettes - og Kirsten Hammanns - indsats er så meget mere end et indviklet forsøg på at sone sin egen dårlige samvittighed.

Moralsk konflikt
Som læseren nok kan se, handler denne roman om sig selv og sin forfatter. Ikke at det er enormt vigtigt, om Hammann har en sød datter og en herligt veludrustet mand ligesom Mette, men på en mere gestisk facon:

For vores allesammens øjne sætter Kirsten Hammann sig til tastaturet med denne håbløst uhåndterlige problemstilling og gennemspiller på sin forfattermåde en moralsk konflikt, som vi alle sammen på hver vores måde vrider os i, når vi ikke fortrænger eller er kyniske.

Jeg kan ikke sige, at ”En dråbe i havet” dermed kan måle sig med ”Fra smørhullet”, men den kan sagtens hævde sig som en god og måske også mere umiddelbart tilgængelig roman.

Dens spøjst-naivistiske sprogføring og det, at Mette og hendes fortæller-forfatter ikke altid synes at være helt enige, giver teksten en god spænding. Og hvem ved, måske kan den virkelig gøre en forskel.