Roman Kim Leine: Valdemarsdag

Roman Kim Leine:

Valdemarsdag

224 sider, 229 kr.

Gyldendal

UDKOMMER I DAG

Når man tænker på Kim Leines overrumplende debut, erindringsromanen ”Kalak”, kan forventningerne til toeren, ”Valdemarsdag”, kun være høje. Og så lurer frygten vel også, frygten for, at det sitrende drive i Leines dommedag over sig selv kunne være en engangsforestilling knyttet til fortællingen af hans eget liv, en selvbiografisk one-hit-wonder.

Efter læsningen kan man konstatere, at Leine kan fortælle om andre end sig selv - men også at ”Valdemarsdag” ikke når op på siden af ”Kalak”.

”Valdemarsdag” foregår på? valdemarsdag, dvs. den 15. juni. På denne skønne junimorgen i 1938 kvaser Erik Rasmussen velplanlagt og koldblodigt hovedet på sin ekskones elsker, vognmand Weiche, med et blylod fra et bornholmerur.

Derefter låser han sig ud af sin egen lejlighed, hvortil han havde lokket vognmanden under et påskud, for resten af dagen at strejfe om i og omkring kongens København.

Besynderlig far
Sammenlignet med ”Kalak” har ”Valdemarsdag” en mere intrikat konstruktion med flere spor: I krydsklip mellem forløbet af den smukke junidag, diverse dokumenter vedrørende politiets arbejde og de lange linjer i forhistorien, dvs. Eriks hidtidige liv, forløber romanen frem mod det tidspunkt, hvor han bliver arresteret.

Forhistorien giver ikke nogen entydig forklaring på mordet. Vi forstår godt den opslidende kærlighedshistorie med den omskiftelige Zenia Hedevig Petrea Rasmussen, født Jensen, men romanen er ikke en case-historie om, hvordan en unge mand blev morder.

Dog må man vel sige, at modsætningen mellem et religiøst præget barndomshjem med en besynderlig far og et stærkt temperament med stærke drifter bliver en del af baggrunden. Erik Rasmussens omflakkende liv som meget ung sømand med ludere i hver en havn, og hvad deraf følger, er ikke just historieskrivning á la Matador. Lidt ligesom Ketil Bjørnstad gør i sin dokumentariske roman om den norske forfatter Hans Jæger, lader Leine kraftlinjerne i sin uregerlige hovedperson krydse og gnistre i skrævet.

Og dokumentarisk-biografisk er også denne roman, finder man ud af undervejs: »Min farfar, lad os kalde ham Erik Rasmussen, trådte ud af porten til Vridsløselille Statsfængsel den 3. juni 1949, kl. 12,« hedder det mod slutningen.

Ligesom i ”Kalak” opholder vi os i en tidstypisk gråzone mellem det (selv)biografisk autentiske og det litterært-fiktivt iscenesatte. Dog jo altså denne gang med et stof, der er forfatteren noget fjernere - selvom barnebarn og farfar mod slutningen faktisk mødes.

Noget rådvild
”Valdemarsdag” er en tæt og velorganiseret lille roman med en egen hård tone af hjemløs maskulin drift. Men jeg synes også, at det er en lidt rådvild dokumentar. Ikke bare, fordi læseren ikke ved, hvad der er autentiske dokumenter og troværdigt tidsbillede, og hvad der er barnebarnets egen røgelse og iscenesættelse - det er jo faktisk romanens metode. Nej, problemet er mere, at der er noget rådvildt i romanens tiltale. Jeg ved ikke, hvad den vil mig med denne fiktio-dokumentarisme, eller om den vil mig noget - udover at demonstrere, at forfatteren kan skrive på mere end selvbiografi.