Kim Fupz Aakeson: Jonna er 54

Kim Fupz Aakeson:

JONNA ER 54

250 sider, 249 kr.

Gyldendal

Er udkommet

For nogen tid siden anmeldte Morgenavisen Jyllands-Posten Signe Schlichtkrulls roman ”Fogeden” om en foged, der mister fodfæste i sit noget udtørrede liv. Her sidder jeg nu med Kim Fupz Aakesons ”Jonna er 54”, der har et meget lignende motiv: Jonna er 54 og foged, hendes tilværelse drejer sig mest om hendes talentfulde, men psykisk skrøbelige søn.

Schlichtkrulls foged er følsom, hun skrider ud af de kendte baner, fordi hun vil hjælpe dem, der rammes af hendes arbejde. Jonna er noget mere tør og tøff, men fogeden synes i begge romaner at være figur for en distanceret relation til livet og andre mennesker.

En distance, som begge fogeder synes at tilbagelægge i hændelsernes forløb.

Stadig krydsklipning

Aakesons roman består i en stadig krydsklipning mellem et nutidsplan, og så Jonnas opvækst og ungdom.

På nutidsplanet bryder sønnen Peters selvstændige tilværelse sammen, da hans kæreste forlader ham efter endnu et af hans halvhjertede selvmordsforsøg. Ved endt udskrivning fra psykiatrien kommer han hjem for at bo hos en mor, der virkelig prøver at hjælpe, og som kommer til at gå for langt i det stykke.

Opvæksthistorien har en alkoholiseret far som centrum. Først uberegnelig, voldelig og psykopatisk. Siden - da serien af tørlægningsforsøg endelig fører ham ud af drikkeriet - flæbende, ydmyg og irriterende.

Det står ingen steder, men Jonnas distance til venner, kolleger og alle andre end sønnen har tydeligt sin baggrund her. Det går ikke så godt med Peter, men måske fører hans elendighed til sidst til, at Jonna kan bryde sin selvvalgte isolation, måske.

”Jonna er 54” er en roman, men at Aakeson også er novelleforfatter, er tydeligt i de 12 kapitlers afrundede og pointerede kadence. Med et lille retorisk klik lukker hver sekvens af kuldslåede krydsklip mellem Jonnas dengang og nu.

Dialogen står i centrum, alle de betydningsløse, men alligevel så betydningsladede udvekslinger af ord - og så Jonnas tanker som fortælleren virtuost lægger blot med små betoninger.

Jonna er 54, hendes forfatter passerede de 50 sidste år. Måske er det baggrunden for et vist skifte i fokus. Aakeson har i mange år skrevet meget om skab, nemlig ægteskab og utroskab, både på bog og til film, altså om yngre voksnes forkludringer og mulige forløsning.

Her synes han at se mere på de helt lange sammenhænge fra et perspektiv, hvor enden er lige lidt nærmere end begyndelsen. Det magter han også.