Anmeldelse: Kim Blæsbjerg: Rådhusklatreren

Kim Blæsbjerg: Rådhusklatreren

386 s. 299,95 kr.

Borgen

Er udkommet

De – mange! – mennesker, der var vilde med Morten Ramslands Hundehoved, vil sikkert også elske ”Rådhusklatreren”. ”Rådhusklatreren” er nemlig en familiekrønike af samme art og kaliber, et portræt af fire generationer; fortælleren William, hans forældre, bedsteforældre og oldeforældre.

Portrættet leveres foregår i en skønsom kronologisk pærevælling, som får mig til ind imellem at rode rundt i, hvem der er gift med hvem, og hvilken generation, vi lige i øjeblikket kikker over skulderen. Men da mit overblik altid er decideret elendigt, vil almindelige fornuftige læsere givetvis ikke dele mine problemer med at hitte rede i stamtræet.

Nogenlunde sådan her ser det i hvert fald ud: William, vores fortæller, bliver født på Vesterbro i 1970. Her vokser han op sammen med sin søster Nadia og sin bror, efternøleren Frank i en tid, hvor blandt andet Falklandskrigen, frygten for en atomkrig, amerikanske helte og Barsebäck udgør vigtige byggesten i en ung purks verdensbillede.

Ud over familien, selvfølgelig – faren, som er opfinder og knokler med at udvikle først et hjertesorgslindrende middel, og dernæst en batterridreven cykelpumpe – og moren, som imens uddyber forholdet til en af sine patienter på en for sit ægteskab fatal måde. For ikke at tale om bedsteforældrene, som også fylder godt op i landskabet, og ikke just for deres werthers ægte-udstråling.

Klassiske familiehistorier

Rådhusklatreren er fyldt med klassiske familiehistoriske dramaer – hvem sympatiserede i al hemmelighed med hvem under den og den krig, hvem svigtede sin ægtefælle mest, hvilke ydmygelser og uhyrligheder udsatte det ene barn det andet for, hvem er i virkeligheden far til hvem, hvorfor egentlig og så videre. De mange eventyrlige episoder har samme lidt anekdotiske præg som i Hundehoved. Måske er der flere forfærdelige historier om voldtægter og overfald og almindelig dårskab i Rådhusklatreren, det er i hvert fald et noget blakket ry, som familien Lundstrøm kommer ud af bogen med i sidste ende.

Alle disse fortrædeligheder er solid underholdning, blandt andet fordi Rådhusklatreren er et fremragende stykke skrivehåndværk. Man får indtryk af, at Kim Blæsbjerg sætter formidlingen er i højsædet – sproget er så tilpas gennemsigtigt, at det ikke stjæler opmærksomheden fra historien.

Portræt af en epoke

Men det er faktisk ikke familieintrigerne, som er bogens største kvalitet. Det er portrættet af den epoke, som William vokser op i. De (tror jeg) rasende velresearchede afstikkere om Cheminova, Sorte Klat (ham det skræmmende sorte spøgelse fra Anders And-bladene), Challenger, Rambo-filmene, aids og hele den angst, som præger firserne, er decideret strålende.

Den uhyrligt detaljerede beskrivelse af, hvad der ville ske med København i tilfælde af, at russerne skulle smide en a-bombe lige over Rådhuspladsen, er grund nok til at læse bogen. Og hvis ikke den globale nervekrig interesserer, så har den sine ækvivalenter på hjemmefronten i Rådhusklatreren.