Ketil Bjørnstad: Elven

Ketil Bjørnstad:

ELVEN

Oversat fra norsk af Jens Justesen

354 sider, 280 kr.

Cicero

Er udkommet

I 2005 udkom Ketil Bjørnstads ”Til musikken”. En meget smuk og hjerteknugende roman om en flok unge pianisttalenter i Oslo. Romanen, som har særlig fokus på Aksel og Anja og deres uforløste kærlighed til hinanden, ender med Anjas tragiske død og en sønderknust Aksel.

I ”Elven” møder vi Aksel igen. Der er gået nogle måneder siden dødsfaldet, og sorgen er stadig tæt og lammende. Om godt og vel ni måneder skal han debutere som pianist, og han har endnu ingen anelse om, hvor hård og omkostningsfuld den fødsel bliver. Foreløbig er det sommer i skærgården med døsige dage, vin og tavse tangenter og den skønne, erotiske Rebecca, der både vil have ham og ikke vil have ham alligevel.

”Elven” er en variation over kærlighedstemaet fra ”Til musikken”. Som den musiker, han er, bygger Ketil Bjørnstad meget elegant sin handling op som et musikstykke og gennemspiller de samme passager igen og igen på nye måder, så Aksel ender, hvor han begynder: I sorgen.

Men denne gang trods alt med erkendelsen af, at sorgen nærer den længsel, som hans musik udspringer af, og som derfor grusomt nok er nødvendig, hvis han skal forløses som kunstner. ”Sorgen siger: Forgå! Men al længsel fortjener evighed. Fortjener dyb, dyb evighed,” som han siger til sin elskede.

Den 18-årige Aksel befinder sig i et univers af stærke kvinder, døde såvel som levende. I den tilstand af sorg, han befinder sig i, er han endnu mere modtagelig end ellers over for deres signaler og styrter lige lukt i den fælde, som på en og samme tid gør ham til kunstner og mand.

Det bliver på sin egen skæbnelogiske måde Anjas mor, der sætter skred i hans udvikling. Den 35-årige gynækolog, som ligner sin døde datter til forveksling, martres af stilheden i hjemmet og lejer Anjas gamle værelse og hendes Steinway-flygel ud til Aksel.

Snart er de knyttet til hinanden i et sorgbundet og voldsomt begær, der tilslører forskellen mellem kærlighedsdrift og dødsdrift. De gifter sig i Wien, og hans lykke synes fuldkommen, da hun også viser sig at være blevet gravid. Omsider sætter livet sig igennem, tror han i sit ungdommelige overmod, og ser ikke faresignalerne, før det er for sent.

Med døden som dystert bagtæppe springer Aksel ud som virtuos, og trods en lidt haltende oversættelse og forfatterens lidt betænkelige hang til patos, bliver man endnu engang forført af Ketil Bjørnstads musikalske og stemningsfulde sprog.