Anmeldelse: Ken Follett: Giganternes fald

Ken Follett:

GIGANTERNES FALD (Fall of Giants, 2010)

Oversat af Alis Friis Caspersen

936 sider, 399,95 kr.

Cicero

UDKOMMER I DAG

Ken Follett kan sit kram. ”Giganternes fald” er første del af et epos om en internationalt forgrenet familie i det 20. århundrede.

Ken Folletts bragende internationale succes kom med ”Jordens søjler” i 1989, en lang, episk roman om katedralbyggeri i Middelalderen.

Den blev ikke alene en bestseller, men hvad boghandlerbranchen kalder en ”steadyseller”, dvs. en titel med betydeligt varigt salg. Efterfølgeren, ”Uendelige verden” fra 2007, var også en middelalderhistorie - denne gang med købstad og brobyggeri som omdrejningspunkt. Dengang gættede denne anmelder på, at det nok blev opbygningen af et købmandshus i verdenshandelens og industrialiseringens tid, der blev det næste. Det gjorde det så ikke. Det blev til en historie om de store forandringer omkring Første Verdenskrig.

Samme opskrift

Opskriften er den samme som i middelalderromanerne. Vi befinder os i en brydningstid. Nyt strides med gammelt. Unge med friske ideer kæmper mod konservatisme og reaktion. Men i ”Giganternes fald” er lærredet endnu bredere end i de to forgængere. Nu er der fem fokuspunkter på tre kontinenter.

Det begynder med livet blandt minearbejdere i Wales i kontrast til livet blandt aristokratiet på det gods, hvortil minen hører. Vi er i 1911. Billy skal på sin 13 års fødselsdag for første gang ned i minen og arbejde. Hans søster er tjenestepige på godset. Dermed er det klassiske tema ”upstairs-downstairs” anslået, og samtidig aner vi spændingen mellem walisere og englændere. Begge hold er briter, men det er kun ved historiens tilfældigheder.

I 1914 beslutter Kong Georg V at besøge Jarl Fitzherbert på godset i Wales. Jarlen, der er Englands 9. rigeste mand, har gode internationale forbindelser. Kongen vil gerne høre, hvad hans amerikanske, franske og tyske venner mener om verdenssituationen.

Dermed er der slået an til sammenfletning af både private og politiske skæbner. Billedet af magtfulde mænd og nationer omkring Første Verdenskrigs udbrud fuldendes, da der via den amerikanske ven af jarlen knyttes an til Rusland lige før Revolutionen.

Historie og fiktion

Historiske og fiktive personer færdes ind og ud mellem hinanden. Verdenspolitiske begivenheder dramatiseres og analyseres. På det private plan forelsker folk sig på tværs af det sociale og det politiske.

Folletts takkenote viser, at mange - og professionelle - ”researchere” har været inde over for at sikre korrekte historiske kendsgerninger og interessante autentiske begivenheder i fiktionens tjeneste. Man ser Follett som en dirigent, der fører sine musikere gennem en lang symfoni.

”Giganternes fald” er første bind i en planlagt trilogi. Det næste kommer i 2012 og følger næste generation gennem Depressionen og Anden Verdenskrig. Det sidste kommer i 2014 med næste generation igen og har Den Kolde Krig som emne.

Der er sikkert anmeldere, der vil affærdige Folletts nye mega-projekt som en triviel og kulørt videreførelse af en tradition for store familieromaner, der var populær midt i 1800-tallet. Men der er ikke bare tale om et storladent kostumestykke.

Faktisk lykkes det Follett at få udredet mange spegede historiske tråde på en pædagogisk elegant måde. Læseren vil efter ”Giganternes fald” have en meget klar idé om både det komplicerede spil omkring Første Verdenskrigs udbrud, og dynamikken i Den Russiske Revolution. Gruen i verdenskrigens skyttegrave udmales, og armoden i zarens Rusland får heller ikke for lidt.

En lovende begyndelse

Der er også tale om en forfatter, der har et implicit, men klart holdningsmæssigt ståsted. Follett, der aldrig har lagt skjul på sin sympati for Labour, og som på det allerseneste har været medunderskriver af en adresse mod pavens besøg i Storbritannien i den britiske avis The Guardian, har respekt for ærligt arbejde og det modsatte for institutionaliseret magt.

Noget rod

I middelalderromanerne var det den katolske kirke. Her gælder det navnligt det britiske aristokrati og det prøjsiske ditto. Første Verdenskrig var simpelthen noget rod, der skyldtes gamle mænds indgroede forestillinger om verden, og som burde have været undgået.

Det er muligt, at Follett benytter sig af research-

”slaver”, og at han helt uden respekt for litteraturhistoriens dyrkelse af avantgardistiske skriveformer op gennem det 20. århundrede håndterer det gammeldags melodrama og realismens konventioner med åbenlys fryd. Men han kan sit kram. Målt ud fra ambitionen om at ville skrive det 20. århundredes historie som internationalt forgrenet familie-epos på en umiddelbart fængende måde er begyndelsen særdeles lovende.