Anmeldelse:
Anmeldelse: 5 af 6
Artiklens emner:

Katrine Marie Guldager: EN PLADS I HISTORIEN

Endelig en moderne variant af en tolkende fortællerstemme, der kan tænke og ikke bare registrere.

Katrine Marie Guldager:

EN PLADS I HISTORIEN

256 sider, kr. 249.

Gyldendal

UDKOMMER I DAG

Selv om den kritiske anmelder har en række indvendinger, skal der ikke herske tvivl om facit: på bundlinjen skal der stå, at Katrine Marie Guldagers roman, ”En plads i historien”, er vellykket, ja vel nærmest fremragende i sin gentraditionalisering af romangenren.

Det sidste kræver en forklaring: Romanen om en familie fra København udgør et netværk af relationer mellem vidt forskellige typer og personligheder. Selvsagt kønsforskelle og sociale forskelle, ligesom generationsforskelle kommer til at spille en vigtig rolle.

Fikst arrangement


Et broget mønster af liv - hvorfor bogen er udstyret med et register over de implicerede og deres forbindelsestråde, og tak for den service - og fletværket bliver holdt sammen af to påfaldende træk, nemlig dels en nænsomt ræsonnerende fortællerstemme, dels en række intermezzotekster, der på et fabulerende og overordnet plan tolker løs, og i kraft af dette metaniveau får selve historien et ekstra lag. Tænker læseren, indtil det går op for en, at disse abstrakte tilkendegivelser, på en gang desperate og håbefulde sider, er hentet fra en af historiens medvirkende, hvorfor de ikke udgør en særlig sandhed om alt det, vi ivrigt læser om.

Det fikse er selvfølgelig, at dette arrangement på den ene side tillader Guldager at mime en naiv og smuk tiltro til livet og på den anden side i kraft af romanens mange nuancer holde absolutte fordringer ud i strakt arm. Denne generøsitet ligger også i skildringen af de enkelte figurer. Der er et par repræsentanter for de frisindede midaldrende, den gode skolelærer, der i sin kvasi-venstreidealisme er ved at kamme over og give for lidt modspil i sin egen børneopdragelse. De unge savner en plan i deres liv, holdepunkter, hvorfor de flagrer i vinden og tager de ideologiske tilbud, der lyder mest grænseoverskridende.

Man kan ikke beskylde romanen for at slutte sørgeligt. Tværtimod. Det er lige før, idyllen melder sig, men det tager vi med i læsningens glæde, for hvor er det en fornøjelse at følge dette fletværk af mennesker, alle skildret med lune, med sans for svagheder og styrke. Endelig finder vi en moderne variant af en tolkende fortællerstemme, der kan tænke og ikke bare registrere.

Guldager tør


Megen moderne dansk litteratur er fuld af ”showing” og er fattig på ”telling”, herunder på tolkende bud på, hvad der sker. Men det tør Guldager og tak for det. Bl.a. fordi vi jo kan se, at tolkningerne ikke altid holder!

Historien: En gammel frihedskæmper likviderede i sin tid en stikker. Dennes barnebarn ønsker at kende årsagen. Det er romanens spinkle plot, som jeg sagtens kunne have undværet. Skildringen af frihedskæmperens familie, søskende med børn og børnebørn m.m., derimod, er fundamentet. Der er familiens betændte samlingspunkt, som hele livet drømte om at få frihedskæmperen, der er den forfinede kunstnertype, som har haft alt for få glæder i sit kontrollerede liv - 1970'ernes frigørelse var bare en krusning på overfladen, hvis nogen skulle være i tvivl - og der er ministeren, hvis liv hænger i laser (jeg ved ikke, hvor meget Christianborg-research Guldager har lavet, vist ikke alverden), der er hans forsmåede broder, som til sidst kan vende bøtten, og der er de unge fra Nørrebro, som er bedre end deres rygte, skildret med blik for deres absolutisme, som er en tynd overflade. Nedenunder ser vi de forsømte, drømmende menneskebørn.

”En plads i historien” er en sand ”pageturner”. Ikke spændende som en succeskrimi, men meget mere vedkommende og givende. Bogelskere står over for en ”win-win situation”.

Anmeldelse: Katrine Marie Guldager: Lille hjerte

09-02-2012: Bind to af Katrine Marie Guldagers slægtsroman fra Køge, ”Lille hjerte”, har et indlysende center, nemlig opbruddet i et ægteskab. Dette smertepunkt er på én gang romanens styrke og dens svaghed. Læs artikel

Anmeldelse: Katrine Marie Guldager: Ulven

29-09-2010: Ikke meget overlades til læserens fantasi i Katrine Marie Guldagers bog ”Ulven”. Læs artikel

Anmeldelse: Siri Hustvedt: En amerikaners lidelser

04-06-2008: Hustvedts roman er et engageret og gennemreflekteret bud på USA set i følsomt og intellektuelt New York-perspektiv. Læs artikel

Anmeldelse: Blind tro og tillid

03-04-2008: Når man for 20-30 år siden skulle finde et træffende symbol på det bedsteborgerlige Danmark, var det ikke en dårlig idé med en overlærer ansat i det kommunale skolevæsen. Læs artikel

Anmeldelse: Unni Lindell: ORKESTERGRAVEN

18-03-2008: Klokken er 03.33. Det er nat i Oslo. I den ene ende af byen drømmer kriminalkommissær Cato Isaksen om tsunamiens frådende bølger, i den anden ende falder to unge graffiti-malere over et kvindelig. Læs artikel
 
Loading...
Læs også
Loading...
Mest læste på bog.guide.dk
Loading...
Jeg har læst
Loading...