Anmeldelse: Katrine Grünfeld: Et hjem i mørke

Roman

Katrine Grünfeld:

Et hejm i mørke

136 sider, 199 kr.

Gyldendal

I sin anden roman, ”Sommerferie”, der udkom for knap to år siden, viste den danske forfatter Katrine Grünfeld sig som en ubarmhjertig skarpskytte, når det kom til skildringen af et ægteskab, der smuldrede. I sin nyeste udgivelse, der i omfang ligner den forrige - heller ikke her kommer vi over 150 sider - er blikket stadig rettet mod det parforhold, der hos Grünfeld aldrig skues på overfladen, men denne gang er parret kun lige ved at etablere sig i deres voksenliv.

Pelle og Mos (skæve forkortelser af Pernille og Mogens Thomas) har været sammen i et par år og lever et typisk københavnerkæresteliv på Vesterbro med grill i gården og de rigtige økologiske interesser. Men da Pelle fyres fra sit job som fundraiser, og Mos' far pludselig dør og efterlader sig et hus i det tilpas dobbeltbundede jyske Mørke, tager de springet over bæltet og installerer sig i et liv fjernt fra det velkendte. Mos hele tiden med den bagtanke, at når de først sidder i Mørke, så må Pelle kunne overtales til at få et barn, men så let skal det ikke gå. Indtil en dag, hvor Pelle alligevel og stik mod alle forventninger og egne ønsker bliver gravid. Men hvor meget kan man forlade sig på, at livet, der stikker i alle retninger pludselig af sig selv kommer til at give mening, og hvor meget kan man tåle at miste, før man værdsætter, hvad man har?

Spiddende præcis

Grünfelds fortælling om det unge par er i sig selv glimrende, dels fordi den er forbandet godt skrevet, dels fordi den giver et socialrealistisk ekko til en genkendelig virkelighed. Det er imponerende så stor psykologisk dybde, hun kan få ud af sine personer i et så ordknapt univers. Grünfeld besidder en mesterlig evne til at beskrive verden, så den rammer os, uden at det helt er til at forklare hvorfor. Hendes små fænomenologiske registreringer er så spiddende præcise, som eksempelvis i lægens venteværelse, hvor Pelle iagttager, at »mødrene har tøj på, der tåler vask«.

Det brogede persongalleri, der flankerer Mos og Pelle, er også gennemført, lige fra de selvfrelste stenbroforældre, Esben og Lisa, over Pelles skyldfremkaldende mor og mostergudmor, til de nye naboer i Mørke, og Grünfeld forlener hver og en med deres eget særkende, både sprogligt og tematisk. Desuden spænder den lille roman genremæssigt fra stort psykologisk drama til begsort deadpan-humor. Neuroserne syder - Pelle lukker sig inde i skabe for at holde verden på afstand, og Mos kan kun bruge en bestemt slags toiletpapir - men i kærlig loyalitet med sine hovedpersoner undlader Grünfeld klogeligt at gøre de psykologiske benspænd til det, der definerer dem, selv om Mos' nævenyttige psykolog Tove, aldrig er bleg for at give sit besyv med på sidelinjen.

”Et hjem i Mørke” er en fænomenal lille bagatel af en roman, der bestemt tåler at blive læst igen og igen.