Karsten Lund:
DEN AMERIKANSKE SØMAND
- EN SKAGEN-KRØNIKE
325 sider, 279 kr.
Gyldendal
UDKOMMER I DAG
Sammen med fortælleren Esben nærmer vi os Skagen en mørk vinteraften i en Audi A8. Det må være gået helt godt for Esben. Men hvem er denne fortæller med et særligt forhold til det nordligste Jylland? Esben ved det knap selv. Han er i en moden alder vendt tilbage for at få noget mere at vide om den familie, hvis gener har bestemt hans eget liv.
Hans morfar Anthon - ”Tonny” - Christensen døde i 1970. Han var en af Skagens største fiskere - med kutterflåde og helt speciel sans for fiskeriet. Udfarende, initiativrig og driftig havde han allerede som ganske ung betydelig økonomisk succes. Han var en af dem, der i Mellemkrigstiden begyndte at lande fangster i England.
Tilnavnet Amerikaneren skyldtes en stranding natten til 2. juledag 1902. Den eneste overlevende er en amerikansk sømand. Stærkt forkommen hjælpes han op til det nærmeste fiskerhus. Allerede på stranden er det, som om fiskerkonen Ane har en slags forudanelse. I Esbens videnskabeligt skolede opfattelse drejer det sig om en slags evolutionært betinget genetisk drivkraft. Ane og Jens Peter, gift på fjerde år, kan nemlig ikke få børn. Ane har en kropsfornemmelse af, at det ikke kan være en fejl hos hende. Så da den amerikanske sømand pludselig dukker frem af havet, og Jens Peter er gået sydover for at besøge sin døende søster, overmandes hun af livskræfter, som hun ikke selv forstår.
Eksistentiel rastløshed
Natten går. Om morgenen kommer Jens Peter. Den amerikanske sømand er der ikke længere. Han er blevet set gående ud langs stranden mod Kandestederne. Ingen hører nogensinde mere til ham. Men ni måneder efter føder Ane et velskabt, mørkhåret drengebarn.
I den lille familie går det godt. Ganske vist er sønnen et uregerligt gemyt. Men han er nysgerrig og kan selv som lille dreng få sat ting i gang. Det kan han så sandelig også som ældre. Snart er han en de førende blandt fiskerne på Skagen.
Men det med den amerikanske far er kun rygter. Hvordan hænger det egentlig sammen? Det er, hvad Esben er kommet for at finde ud af. Både for at nå til bunds i denne fortrængte del af familiehistorien og for at komme sin egen eksistentielle rastløshed til livs.
Undervejs får vi en masse at vide om kårene på Skagen i et lidt andet perspektiv end skagensmalernes evige hip-hip-hurra-fester. Vi får navnlig noget at vide om fiskerierhvervets opblomstring i begyndelsen af det 20. århundrede, dets kulmination i 1950'erne og dets nedgang efter kvotereguleringen fra midten af 1970'erne.
Esbens konstant bevidste internationale nutidsperspektiv skaber en forståelsesramme for alt det, der skete gennem næsten 100 år.
Lunds romanopus nummer seks er en hjemstavnsfortælling, en udviklingsroman, en familiesaga, et melodrama og en krimi.
Organisk helhed
Det kunne lyde som rigeligt på godt 300 sider. Men Lund får det hele flettet sammen til en rummelig og dybt tilfredsstillende organisk helhed. At det kan lade sig gøre, skyldes den mesterligt gennemførte fortælleteknik med en suverænt figur-indfølende jeg-fortæller, hvis position langsomt rykker fra iagttager til centralt medvirkende.
Karsten Lund behersker sin besættende fortælling med den afslappede disciplin, som vi kender fra hans tv-journalistik, der er en oase midt i al flimmeret. Med ”Den amerikanske sømand” har Lund skrevet sin hidtil bedste roman.
kultur@jp.dk
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



