Karolina Ramqvist: Hans pige

Roman

Karolina Ramqvist:

HANS PIGE

254 sider, 280 kr.

Tiderne Skifter

Er udkommet

Det er altid foruroligende, når et nyt (litterært) værk føler sig nødsaget til at slå kløerne i et eksisterende, for at højne sin egen værdi. Som i tilfældet Karolina Ramqvists ”Hans pige”, der åbenlyst læner sig op af den sande historie om gangsterparret Henry og Karen Hill, som også Martin Scorseses kanoniserede storværk ”Goodfellas” er baseret på.

Men med en lettere omskrivning af én svale gør ingen sommer, så bliver det her cementeret, at et godt historisk oplæg ikke gør nogen roman.

Kun kvindens perspektiv

Ramqvist, der er kendt som svensk nyfeminist, har ikke overraskende valgt at lade fokus være på gangsterens kæreste. Den unge, smukke Karin er sammen med John, der sørger for, at de lever et luksusliv uden økonomiske bekymringer ved at sælge stoffer og praktisere andre anløbenheder.

Romanen er udelukkende fortalt fra Karins perspektiv, og John er, da han tidligt i romanens forløb skal ud på et job, for så vidt kun til stede i Karins formidling af ham.

Karin fortæller om livet med en mand, der lever efter andre regler end resten af samfundet, om familien, der ikke kan rumme, at deres datter har en sådan kæreste, veninderne, der forsvinder, og de andre kriminelles kærester, med hvem Karin må opbygge et fællesskab, der mimer et virkeligt.

Utroværdig historie

Alt sammen interessante problematikker, og det er åbenlyst, at Ramqvist tror, at hun vil fortælle historien om, hvad der får en stærk, velfungerende kvinde til at finde sammen med et menneske, hvis adfærd i provokerende grad adskiller sig fra normen.

Og flere steder er det lige ved at blive farligt, som i beskrivelserne af Karins fokus på overfladiske værdier som penge, blegede tænder og lækkert tøj. Men romanen kommer til at bekræfte de fordomme, den prøver om ikke at punktere, så i hvert fald udfordre ved at være så uendeligt utroværdig.

Man køber ikke for bare et øjeblik præmissen om, at Karin er lykkelig, og det virker heller ikke, som om Karin selv tror på, at hun synes, at den vej hun har valgt er den bedste. At heller ikke Ramqvist synes at tro på sin egen historie, gør kun ondt værre.

Uheldigvis kommer Karin til at virke ligeså kalorielet, som man i udgangspunktet vil formode. De overvejelser, hun gør sig om sin egen situation som kæreste til en gangster, bliver aldrig hverken interessante eller provokerende, men forbliver ligeså overfladiske som romanens hovedperson.

Sammenligningen med ”Goodfellas” må desuden på ingen måde tages som en blåstempling af ”Hans pige”. Vi kunne ikke befinde os i mere forskellige ligaer.