Anmeldelse: Karl Ove Knausgård: Min kamp 6

Karl Ove Knausgård:

Min kamp 6

1120 sider, 399 norske kr.

Forlaget Oktober

www.oktober.no

Det begynder med, at første bind af ”Min kamp” udkommer i september 2009. Så bryder Helvede løs.

Selv om det ikke kommer helt uventet. Allerede forinden har Karl Ove Knausgård fået vished for, at hans onkel Gunner er aldeles rasende over, hvor gruopvækkende hans storebror - Knausgårds dybt alkoholiserede far - og ikke mindst dennes død bliver beskrevet.

Den sarte forfatter har således allerede paranoiaen og forestillingerne om sagsanlæg og korsfæstelse i medierne siddende helt ude på nervespidserne. Han bliver, om man så må sige, ikke skuffet.

I et romanværk, der i så høj grad handler om kunstnerrolle og mandlig identitet, bliver symbolværdien naturligvis enorm, når Knausgårds bror Yngve, der har lavet seriens norske omslag, af vrede familiemedlemmer får at vide, at han ikke længere er en Knausgård. Mens forfatteren selv reduceres til at blive omtalt nedladende som - lige netop - »digteren«.

Op på himlen

Men det er så også lige det. Den kolossale finale på et i sig selv monstrøst romanværk, der slutter med, at manuskriptet afleveres i september i år og udkom i Norge i sidste uge, begynder at bevæge sig ud over og ind i sig selv, komme nogle steder hen og ende på en måde, som heller ikke Knausgård selv kunne have forudset.

Det kunne meget vel været en relativt forudsigelig, om end ualmindelig virkelighedsnær, selvudleverende, smittende sanset og ambitiøst konstrueret erindringsroman.

Altså om den unge Karl Oves tornestrøede vej fra barndom i en kriseramt middelklassefamilie over de første skriveforsøg til gennembruddet som forfatter med debuten ”Ude af verden” og vejen videre frem, indtil han skriver sig ud af en inspirationskrise og op på den internationale forfatterhimmel ved at nedfælde bogstavelig talt alt muligt om sig selv og sine nærmeste.

Sådan et værk kunne det sagtens have været, en slags kombination af bekendelseslitteratur om den moderne mand og det jævnligt omtalte forbillede Marcel Prousts ”På sporet af den tabte tid”. Men så havde det nok først for alvor været løgn.

Ud i kolonihaven

For hvad der er blevet antydet et par gange i de mere reflekterende passager af tidligere bind af ”Min kamp”, bliver her foldet ud i det på alle måder helt store format. Uanset hvor meget man er inde i Knausgård og med ham ude i kolonihaven, er dette en roman.

Og den er netop ikke skrevet af Karl Ove på let flydende og let læst norsk, lige så lidt som Prousts værk er skrevet af hans fortæller Marcel. Men af en digter, og den er ikke identisk med hans liv, men sig selv.

Derfor er der, hans demonstrative hudløshed til trods, også en god del giftig ironi i beskrivelserne af, hvordan det undervejs er gået med værket, og en alvorlig påmindelse om, at det ikke kun er et spørgsmål om, hvad digteren påstår, men også om, at læseren ikke bare skal tro på det.

Balladen om navnlig de barske passager i bind 1, og hvorvidt de var i overensstemmelse med virkeligheden, førte nemlig til, at han specielt i bind 4 redigerede ganske voldsomt i sine erindringer, gav personer andre navne og lavede om på begivenheder.

Sporskifte

Beskyldningerne om - mere eller mindre ubevidst - løgn førte med andre ord til, at det angiveligt pinagtigt autentiske erindringsværk blev til løgn for alvor. Og her i bind 6 holder det så endda demonstrativt op med at være noget, der bare ligner en autentisk, selvudleverende erindringsroman.

Kunst er jo med Storm P.'s ord, når det ikke lykkes. For når det lykkes, er det jo ingen kunst - og det ville have været tilfældet her, hvis blot den litterære ridder Knausgård var endt med at besejre alle fortidens drager.

Men netop som fortællerens selvmedlidenhed og krisebevidsthed og højlitterære namedropping af alt og alle fra Shakespeare og Goethe til Hamsun og Proust og Joyce aldrig synes at ville tage ende - de læsere, der ikke kunne døje de foregående bind, vil her få bekræftet alle deres fordomme - sker der noget.

Han skifter fuldstændig spor og sætter bekendelsesromanen på pause til fordel for et over 400 sider langt, på samme tid genialt og flagrende essay om identitet, opvækst og ikke mindst et knapt 90 år gammelt værk, der også hedder ”Min kamp”.

Adolf, Karl Ove og Anders

Og nej, Karl Ove identificerer sig ikke med Adolf Hitler. Men han bruger den talentløse kunstnerspires buldrende forsøg på at få greb om sin fortid, og hvad det senere kom til at resultere i, til at udfolde en meget stor diskussion om ondskabens natur, og hvordan den i sidste ende er defineret ved at være sig selv nok - ved ikke at have noget du.

Og jo, det siger sig selv, hvad der igennem hele essayet er det, som englænderne kalder elefanten i lokalet. Men det er kun til allersidst, der bruges ganske få ord på Anders Behring Breivik, massakren på Utøya og alt, hvad der dermed er sket med den norske selvopfattelse.

I kraft af den enorme forståelsesramme, der er opbygget på de foregående mange sider, er mere heller ikke nødvendigt. Med Knausgårds fokus på både sine egne og Hitlers problemer med forkrøblede faderskikkelser undgår det til gengæld ikke hans opmærksomhed, at Breiviks far efter massakren skal have udtrykt ærgrelse over, at sønnen ikke havde begået selvmord.

En digter i IKEA

Lige så brillant, som det boglange essay sine steder er, lige så meget handler det - som andre dele af Knausgårds værk - imidlertid også om noget andet end sig selv. Det står også og stritter som en meget abstrakt og intellektualiserende måde at håndtere ondskab og kriser på, i særdeleshed når det er noget, der er foregået for længe siden eller i hvert fald langt væk.

Så let og traditionelt forfatteragtigt slipper Karl Ove ikke i sidste del. Her resulterer det enorme pres, som hans romanprojekt forståeligt nok har lagt på familien, i, at hustruen Linda rammes af en dyb og langvarig depression.

At det sker, kan han hverken skrive hende eller sig selv ud af, uanset at han netop da står på toppen af sin kunstnerkarriere, hyldes og forkætres og nu er i fuld gang med at sætte kronen på kæmpeværket. Digter eller ej, skal han nu ene mand tage sig af tre små børn, sælge kolonihavehuset, fumlesamle møbler fra IKEA og se det som en succes, bare Linda kan lokkes med ud og gå en lille tur.

Farvel til ordene

Dermed bliver sløjfen på hele historien, som på de sidste sider bindes fuldstændig suverænt, at Karl Ove - og læseren med ham - må besinde sig på ikke blot at gennemskrive fortidens kampe, uanset hvilke omkostninger det måtte have for ham selv og dem, han elsker, men også i nutiden at turde lade sit selvoptagede kunstnerjeg se familiens du i øjnene.

Frem for en traditionel, litterær forløsning som digter af fiktion, ender det tværtimod med hans allerede meget omtalte proklamation af, at det nu er sket med at være forfatter.

Det er så muligvis også løgn. Men som digterkunst er det til gengæld mageløst.