Anmeldelse: Karl Ove Knausgård: Min kamp

Karl Ove Knausgård:

MIN KAMP

Oversat af Sara Koch

1 488 sider, 350 kr.

Lindhardt og Ringhof

Udkom 26.05.2010

I de år, da vi her på Morgenavisen Jyllands-Posten har uddelt stjerner, er det sket to gange, at jeg har haft brug for at give seks af slagsen.

Da Celines ”Nord” endelig kom på dansk - og da nordmanden Karl Ove Knausgårds anden roman ”Alting har en tid” væltede mig omkuld med sin tyngde, umådeholdne ambition og sproglige intensitet.

Jeg påstod dengang - muligvis lidt flot - at værket skrev nordisk romanhistorie. Man kan derimod roligt sige, at Knausgårds tredje roman, ”Min kamp”, skriver romanhistorie.

Det er allerede sket sådan på ydersiden i kraft af tumulten omkring udgivelsen, men der er altså også tung kvalitet og elektrisk pinagtig sprogføring, når man åbner og læser. Jeg kaster som anmeldere før mig superlativer og seks stjerner efter i hvert fald det første bind af de planlagte seks, der her skal i anmelderiet.

Udvendigt bulder

Først det udvendige bulder.

Knausgård fik ikke Nordisk Råds Litteraturpris, men var nomineret for bind 1 af de foreløbig fire udkomne, en bog, der nu har solgt over 200.000 eksemplarer i et land med færre indbyggere end Danmark. Siden udgivelsen påbegyndtes i efteråret 2009, har diskussionen om Knausgårds brutalt selvbiografiske forehavende raset.

14 familiemedlemmer har offentligt, men anonymt (!) undsagt Knausgårds »judaslitteratur« og bebudet en retssag, Jan Kjærstad har anklaget de norske anmeldere for at være ukritiske, og der er mange indlæg i debatten. Det hele kunne ligne endnu en udvendig omgang hype og bekendelsesskandale.

Stor målestok

Sådan er det også, og sådan er det ikke.

”Min kamp 1” besidder en række helt traditionelt litterære kvaliteter i meget stor målestok: Alvor, dybde og intensitet. Ballade eller ikke, hvis man vil læse en bog, der betyder noget og vil noget, ja så er det bare at gå i gang: »For hjertet er livet enkelt: Det slår så længe det kan. Så stopper det.«

Sådan begynder vi.

Det er døden intet mindre, som romanens monumentale indledning slår an, og som første bind af ”Min Kamp” i det hele taget handler om. Både konkret i enhver krop, i Knausgårds eget liv og i vores kultur som helhed.

I romanens essayistiske passager diagnosticerer han vores sært dobbelte forhold til døden: På den ene side pumper alle medier døden ind i vores sanser døgnet rundt, på den anden side er den konkrete død noget tabubelagt, som vi gemmer bort.

Et svinsk helvede

Omvendt er den udvendige ballade ingen tilfældighed. Bogen handler om døden, skriver jeg. Jo, men også om bestemte mennesker, nogens død. Karl Ove Knausgård får i juli 1998 at vide, at hans far er død. Og hvilken død.

Den engang så strenge og altundertrykkende mand var flyttet hjem til sin mor og havde her over lang tid fuldført sit selvmord med alkohol - med moderen som meddrikkende vidne.

Karl-Ove og broderen Yngve - hvis fine omslag i øvrigt pryder de norske udgaver, men dumt nok ikke den danske - rydder over bogens formidable sidste 200 sider op i det ubegribeligt svinske helvede, som faderen har efterladt.

I øvrigt ikke kun i farmoderens hus, men også i Karl-Ove, hvis livsprojekt bl.a. bliver det generationstypiske: Ikke at være far på samme måde som sin egen far, aldrig at se sin egen angst for far i sine børns øjne. Det var i øvrigt også Lykke-Pers projekt hos Pontoppidan.

Sult efter forløsning

Trods genrebetegnelsen roman er vi så udpræget i det selvbiografiske og i erindringen - men der står mere på spil end spørgsmålet om, hvordan Knausgård ud i mange pinagtige detaljer genfortæller fortiden. I anden bog erklæres det helt klart, hvad man her i første mere fornemmer: At hele det enorme romanprojekt er Knausgårds forsøg på at forlige to uforligelige størrelser i sit liv. Heraf titlen.

På den ene side har han giftet sig i dyb passion og stiftet familie i forlængelse heraf. På den anden side kan hans eksistentielle rastløshed og hans vitalistiske sult efter kraft og forløsning i skabelsesprocessen ikke finde plads i et almindeligt middelklasseliv i en lejlighed i Malmø.

I den dobbelthed er værket på den ene side bekendelsesagtigt betændt knyttet snævert til bestemte personer, på den anden side finder det helt almene problemstillinger at udspille sig i. Mange af os vil nok kunne se en version af den dobbelthed i eget liv og levned.

Genfødsel for vores øjne

Vi er i romanens mægtige og - trods det tilsyneladende noget så spontant selvbiografiske i anslaget - gennemkomponerede rundgange mellem hovedpersonens fortid og nutid indkaldt som vidner i en slags performance eller kunstnerisk jakobskamp.

Her satser Karl Ove Knausgård på, at forvandlingen for vores øjne af hele hans liv til selvbiografisk kunst vil forløse den pinefulde splittelse mellem kunstner og alt det andet, han er: Far, mand, elsker, svigersøn med mere.

»Jeg slipper dig ikke før du velsigner mig«, brøler han til kunsten af sine litterære lungers fulde kraft, mens publikum hujer.

Betænkeligt forehavende

Det er derfor ikke mærkeligt, at der er opstået rabalder og debat - det er jo en genfødsel eller eksistentiel påskehistorie, som vi er med i: Lod, smerte og håbet om forløsning.

Jeg synes, at læsende danskere skal unde sig selv at deltage i Knausgårds betænkelige forehavende. De første to bøger er intet mindre end fantastiske, de to næste mere bare o.k. erindringsbøger, men hele forløbet, balladen, anfægtelsen, er en del af værket og værd at være med i, mens det sker.