Monumental og vildt elektrisk

Karl Ove Knausgård:

Alting har en tid

(En tid for alt)

Oversat fra norsk af Sara Koch

495 sider, 349 kr.

Lindhard og Ringhof

ROMAN Om en vigtig figur i Karl Ove Knausgårds ”Alting har en tid” hedder det: »Antonous var enormt ærgerrig, og der var uden tvivl et strøg af storhedsvanvid i hans personlighed.« Man kunne sige næsten det samme om Knausgård, enormt ærgerrig, måske nærmest storhedsvanvittig. I hvert fald er denne hans anden roman umådeholdent ambitiøs - og meget vellykket.

”Alting har en tid” kan i sin konstruktion minde om Merete Pryds Helles ”Fiske i livets flod”. Begge romaner rummer flere romaner mellem flapperne, romaner, der gensidigt overlapper. Begge romaner bygger på tonsvis af arvegods, som den europæiske kultur fragter med sig fra dens mellemøstlige vugger: hos Pryds Helle den sumeriske kultur, hos Knausgård den jødiske, nærmere bestemt Bibelen.

Englenes historie
Romanen rummer: en gennemgang af englenes og dermed Guds historie, som den kommer til syne i den opdigtede engleforsker Antonous Belloris liv og værk fra Renæssancen samt dele af det Gamle Testamente omskrevet til psykologiske familieromaner, især historierne om Kain og Abel og livet i Noahs familie i tiderne frem mod Syndfloden. Alt dette er fortalt af Henrik Vankel fra Knausgårds første roman, ”Ude af verden”. Det bliver man imidlertid først klar over meget langt henne, hvor vi finder ham levende alene med sin smerte og sit monumentale selvhad.

Vankels projekt er på sin vis en biografi over Bellori, men pointen med både biografien og de indgående, fortolkende genfortællinger af dele af det Gamle Testamente er at forklare, hvorfor man ikke længere møder engle, eller rettere: hvorfor vi faktisk møder dem meget tit i en noget falden form uden at vide det. Denne faldshistorie på langs og i dybden af hele vores kultur er, for at det nu ikke skal blive for småt og nemt, forbundet med intet mindre end en total omfortolkning af det Ny Testamente og den moderne forestilling om Guds død.

Skønhed og gru
Når dette nærmest grotesk ambitiøse romanforehavende er blevet så godt, er der flere forklaringer: Trods det tilsyneladende uoverskuelige rod i den enorme tekst opretholder Knausgård et fortællemæssigt drive. Grundfiguren er, at han bevæger sig nogle skridt frem i tid, f.eks. fra Kain og Abel til Syndfloden, for så i en enorm bevægelse tilbage igen at fylde hullet ud med en indgående og dybt sensibel beretning om Noahs familieforhold og barndom. En komplet roman i sin egen ret, der ender i en forfærdelig scene, hvor den albinoagtige Noah fra sin sorte ark ser ned på den druknende del af sin familie, den del, som den straffende Gud ikke synes, han skal have med.

En anden forklaring er Knausgårds meget bogstavelige metode, hvor f.eks. beskrivelserne af englene i Ezekiels Bog underkastes nøje overvejelser og fortolkning. Endelig er der så hans formidable prosa: klassisk, enkel og dog vildt elektrisk, f.eks. i den hamsunske selviagttagelse, der slutter romanen.

Her finder vi vores ven Vankel, der just har snittet dygtigt i sig selv med et glasskår: »Gennemblødt blev jeg stående, for verden er smuk, den er så smuk, og jeg er midt i den.« Og så: »Om aftenen, efter at have læst et par timer, skar jeg mit ansigt op på samme måde.« Skønhed og gru i enormt format, som i hele romanen, i dens dele og dens helhed.

En roman og en bibel
Der går længe imellem, at man som anmelder læser noget så storladent, noget, der er skandinavisk romanhistorie. Hvis læseren sidder og mangler seksstjernet sommerlæsning, jamen så læg dog avisen her, og gå i boghandlen. Køb ”Alting har en tid” (og en bibel, hvis den mangler), så er De helt usædvanlig godt kørende med læsestof.

kultur@jp.dk