Karl Ove Knausgård:
MIN KAMP 3 (Oversat fra norsk af Sara Koch)
480 sider, 350 kr.
Lindhardt og Ringhof
UDKOMMER I DAG
Kritikeren Torben Brostrøm har fortalt en anekdote om, hvordan han engang var i sommerhus med Klaus Rifbjerg. Rifbjerg bredte sig ud i stuen, Brostrøm gik ovenpå. Her var det meningen, han skulle skrive på sin bog - om Rifbjergs forfatterskab.
Det gik lidt trægt, også fordi en ubesværet klaprelyd fra skrivemaskinen Rifbjerg hele tiden fortalte ham om, hvordan forfatterskabet voksede dernede i stuen.
At læse Karl Ove Knausgårds ”Min kamp” er lidt ligesom at være i sommerhus med Rifbjerg. Mens man læser denne roman, vokser den. Nu er bind 3 kommet på dansk, mens vi stadig venter på bind 6, der skal komme til sommer i Norge.
Men forskelle er der også: Brostrøm og Rifbjerg blandede sig ikke i hinandens arbejde, specielt afstod Brostrøm fra at læse Rifbjergs allerede dengang svulmende forfatterskab som en opulent selvbiografi.
Knausgårds romanserie er derimod netop en opulent selvbiografi. Forfatterens vilde insisteren på intensitet driver ham systematisk til at lægge sit eget kød på bordet. Det processuelle i projektet gør samtidig Knausgård til sin egen kritiker: Han genlæser sit eget forfatterskab, mens han skriver nye bøger.
Og mon ikke modtagelsen af bind 1 til 5 bliver et af emnerne for bind 6. Hvis vi, kære læser, tramper hårdt nok i gulvet, skulle der være mulighed for, at larmen kan høres nede i stuen, hvor værket bliver til. Måske kommer det med?
De første to bind af ”Min kamp” er præget af cyklisk komposition. Vi tager nogle mægtige runder i fortiden, men møder også Knausgård i skrivende stund og i familiens skød.
Bind 3 begynder »en mild og overskyet dag i august 1969« med en meget velarrangeret scene, hvor den lille familie Knausgård står af bussen »på en smal vej yderst på en ø i Sørlandet«.
Karl Ove er i barnevogn, og den voksne fortæller griber da også ind og forklarer, at scenen ikke er baseret på erindringer, men på familiealbummet og andres genfortællinger. Litteratur er det altså, hvis vi skulle være i tvivl.
Ellers er bind 3 en lang og meget detaljeret march gennem barndommen i 1970'erne. Ikke så meget cyklus dér, heller ikke i de næste to bind, kan jeg afsløre. Vi går kronologisk frem nu.
I bind 1 døde far Knausgård, af druk formentlig, i sin gamle mors hus. Karl Ove og broderen Yngve ryddede op i svineriet over nogle hundrede formidable sider. Her i bind 3 kommer vi altså ind noget tidligere og følger lille Karl Oves opvækst i skyggen fra denne ildevarslende figur:
»Alene tanken om far, at han fandtes, fik frygten til at pumpe,« som det hedder et sted.
Karl-Ove laver gale streger, ser op til bror Yngve, er lidt af en følsom outsider, men først og sidst bærer han på en udefinerbar sult efter noget andet og mere.
”Min kamp” er ofte lang og omstændeligt detaljeret i spyttet. Det gælder også nr. 3, hvor dette på grund af den mere traditionelle, kronologiske opbygning træder tydeligt frem. Men for mig at se er der hele tiden sult til stede.
Denne constant craving, som K.D. Lang engang sang, oplader de små 500 siders barndomsminder med skarphed og en lurende energi.
Det er nærliggende at forbinde sulten med barnet Karl Ove - vi ser verden med hans øjne. Men at det virker kunstnerisk overbevisende, skyldes jo den voksne forfatters indsats. Ved vejs ende skriver han med en erindringens patos a la ”Brideshead Revisited”:
»Lidet vidste jeg, at hver eneste detalje i dette landskab, og hvert eneste menneske, der boede i det, for altid skulle være forankret i min hukommelse, nøjagtigt og præcist, som en slags mindernes absolutte gehør.«
Mindernes absolutte gehør er det måske nok, men i lige så høj grad en sans for at orkestrere barndommen og gehøret som litteratur.
Er dette tredje bind ikke på højde med de første binds intensitetsniveau, og minder det om et helt bibliotek af andre barndomsskildringer, så er der efter denne anmelders mening aldrig så langt mellem snapsene, at man mister interessen.
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



