Anmeldelse: Karl Ove Knausgård: Min Kamp 5

Roman

Karl Ove Knausgård:

Min Kamp 5

Oversat fra norsk af Sara Koch

700 sider, ib., 369,95 kr.

Lindhardt og Ringhof

Om Karl Ove Knausgård holder sine løfter, fra da sjette bind af ”Min kamp” udkom på norsk før jul, og vitterligt er helt færdig med at være forfatter, vil tiden vise, og han er stadig kun 43. Men at dømme efter omslaget til den danske udgave af bind fem har

han i hvert fald demonstrativt lagt sit gamle ansigt bag sig.

Væk er nemlig det gamle Jesus-image til fordel for en ny, tjekket og blonderet korthårsfrisure samt trimmet modeskæg. Pudsigt nok kan Knausgård årgang 1998, hvor han debuterede, stadig ses på forsiden af de danske oversættelser af ”Min kamp” - til forskel fra de norske forlæg, som har omslagsdesign af hans bror Yngve (der også spiller en hovedrolle i værket).

Lige i bind fem giver det gamle billede nu alligevel en vis mening. De 700 sider om Karl Oves 14 år som student og forfatterspire i Bergen kulminerer nemlig med hans sensationelle debut med ”Ude af verden” (som så nu kan sammenlignes med beskrivelsen af det samme nordnorske miljø i bind fire af ”Min kamp”).

Fjeldhøj humor

Uanset omfanget - bortset fra 1.120-siders finalen er bind fem seriens længste - er det et af værkets tragikomiske højdepunkter. Skildringen af det nørdede musik- og universitetsmiljø, den på én gang usikre og målrettede, selvmedlidende og desperate Karl Ove bevæger sig rundt i, er skiftevis fjeldhøj humor og deprim næsten til døden.

Navnlig fordi det konstant fremstilles, som om det kunne være gået flere veje. Alt imens Karl Ove så småt begynder at få gang i et liv som digter og kritiker - med dertil hørende ungdommelig selvhøjtidelighed - og egentlig også lader til at have pæn succes hos kvinderne, drikker han som en dybhavsfisk, bedrager sine kærester og forfalder indimellem til bøvet hærg.

Oven i købet dør hans onde ånd, nemlig den først autoritære og siden helt forsumpede far, samtidig med at ”Ude af verden” udkommer. Det førte tilbage i bind ét til nogle uforglemmeligt forfærdelige scener, som man stadig har i erindringen, når man læser den trods alt mere fremkommelige beskrivelse her.

Fra klynk til retning

For nok er nederlagene massive, ikke mindst de selvforskyldte, ligesom mindreværdet er det over at have så tilsyneladende svært ved at komme i gang som forfatter. Bedre bliver det ikke, da han bliver venner med den hele fire år yngre studiekammerat Tore Renberg, der synes at have anderledes styr på sig selv, sit privatliv og sin forfatterkarriere og i øvrigt for nylig har beskrevet det samme miljø i romanen ”Charlotte Isabel Hansen”.

Men der er trods alle svinkeærinder og alt klynk begyndt at komme en energi og en retning i Karl Oves liv. Det er i denne periode, han for alvor begynder at finde sig selv ved at skrive (og altså nu angiveligt har fundet sig selv igen ved at holde op).

Uanset hvor mange litteraturteoretikere det måtte holde i arbejde, er det vigtige dog ikke, hvor sandt det er eller ikke er. Det er derimod, at fortællingen om denne Karl Ove Knausgård - med eller uden anførselstegn - er fantastisk skrevet, ikke mindst i netop dette bind.

Livet som litteratur

Det sker i et sprog, der glider mellem pinagtig udlevering, spydig satire, drama på liv og død og passager så lyriske og sansemættede, som var de af Knut Hamsun selv. Og i en konstruktion af forløbet så raffineret og perfekt timet, at det bliver til noget helt andet end blot syregrønne erindringer, de være sig mere eller mindre troværdige.

Hvis det kun handlede om forfatteren selv, var der jo ingen grund for ret mange andre til at læse det. Netop fordi han i den grad er forfatter og formår at iscenesætte nærmest selv det mest betydningsløse, så det får enorm betydning som litteratur, ender det derimod med til forveksling at ligne noget, man kender, genskabt som sprællevende ord.