Anmeldelse:
Anmeldelse: 4 af 6
Artiklens emner:

Karin Fossum: Brud

Forfatteren har problemer. Der er så mange mennesker uden for hendes hus, der står i kø for at blive skrevet. De venter med hver deres uforløste historie. Tålmodigt. Indtil det bliver for meget for en af dem.

Karin Fossum: BRUD

(Brudd, 2006)

På dansk ved Poul Bratbjerg Hansen

243 sider, 249 kr.

Gyldendal

En genert udseende mand på 42 år springer over køen. Han trænger ind i forfatterens arbejdsværelse og insisterer på at blive skrevet. Forfatteren er afvisende. Der er andre før ham. Men manden er stædig og får sin vilje.

Med fuld kontrol

Først får han et navn, Alvar Eide. Han får sit arbejde i et kunstgalleri, hvor han sælger malerier og rammer ind. Hans liv er så regelmæssigt som et urværk. Ingen er afhængig af ham og han af ingen. Han er et menneske med fuld kontrol over sin tilværelse. Så meget, at det begynder at forurolige ham selv.

Omtrent samtidig med, at et ny maleri hænges op i galleriet, dukker en ung kvinde op. Hun er en af dem fra torvets samling af narkomaner, en af dem, man helst undgår på vejen hjem fra arbejde. Men Eide er venlig mod hende, en venlighed, der hurtigt af pigen opfattes som svaghed.

Inden længe er de penge, som Eide egentlig ville have til det nye maleri af en sønderbrudt bro, der har betaget ham, fra han først så det, brugt på pigens narko.

Eide klager sin nød over for forfatteren. Kan det virkelig være meningen, at det skal gå så galt. Ja, endda værre, bliver svaret.

Den dybe tallerken

For dem, der har fulgt fiktionslitteraturens udvikling siden 1960erne, må Fossums nyeste unægtelig virke som opfindelsen af den dybe tallerken for 117. gang. Læserne ved jo godt, at forfattere fortæller historier.

Det er snart længe siden, at læseren absolut skulle have det banket ind med syvtommersøm. Men Fossum er naturligvis klar over, at læseren ved, at forfatteren ved, osv. Den fortalte forfatter er da også i tvivl om, historien kan bære sig selv, eller om hun må lade stilladset stå. Tilskyndelsen til sidstnævnte kommer, da Eides og hendes egen udvikling på et tidspunkt flyder sammen til et hele.

Fossums historie om den tilpassede og realitetssky mand, der skriger efter at træde i karakter, efter at kunne bygge maleriets sønderbrudte bro op i sit eget liv, selvom det også er ensbetydende med en betydeligt eksistentiel satsning, er et af den moderne litteraturs yndlingsemner.

Fossum leverer et nydeligt, om end ikke ophidsende bidrag hertil.

Anmeldelse: Peder Frederik Jensen: Læretid

12-04-2012: Hovedpersonen i ”Læretid” er en læredreng, der arbejder for en skibsbyggervirksomhed. Han er panisk angst for at få en arbejdsskade, fordi han oplever så mange arbejdsulykker. Læs artikel

Anmeldelse: Cecilia Samartin: Drømmehjerte

16-04-2011: Cecilia Samartin beskriver med drama og sentimentalitet, hvordan det har store personlige omkostninger at forlade sit land - og store omkostninger at blive. Læs artikel

Anmeldelse: Paul Auster: Usynlig

04-10-2009: En ny fortræffelig udgivelse fra Paul Auster. •Forfatteren betjener sig fortsat af sit kinesisk-æske-system. Læs artikel

Anmeldelse: John Updike: TERRORIST

27-08-2007: John Updike behandler tidens brændende problem: Den islamiske terrorist, der lever midt blandt os. Læs artikel

Anmeldelse: Agnete Braad: Som om hun bare lagde røret på og forsvandt

14-05-2012: Agnete Braad har skrevet en lille perle af en selvbiografisk roman om at få sit første barn og miste sin mor inden for kort tid. Læs artikel
 
Loading...
Læs også
Loading...
Mest læste på bog.guide.dk
Loading...
Jeg har læst
Loading...