Kåre Bluitgen: Kvinderne ved den gale flod

Kåre Bluitgen:
KVINDERNE VED DEN GALE FLOD
Ill. 148 s., 219 kr.
Forlaget Thorup
Er udkommet

Kåre Bluitgen blev herostratisk berømt i hvert fald i Danmark på grund af sin Muhammed-bog. Den bog, der var vanskeligheder med at finde en illustrator til, og som efterfølgende inspirerede Morgenavisen Jyllands-Posten til at trykke de famøse karikaturtegninger.

Men Bluitgen kan andet og mere end sin Muhammed, hvilket han demonstrerer i Kvinderne ved Den Gale Flod. Bogen bliver præsenteret som en roman, men jeg vil snarere betegne genren som dokumentarisme ud fra oplysningen om, at værket er blevet til på baggrund af forfatterens rejse i efteråret 2006 i Nepal, hvor en række kvinder har fortalt ham deres historie. Efterfølgende er disse livshistorier blevet samlet i fem, fiktive hovedpersoner: Sunita, Gita, Sita, Anita og Lalita.

Kvinderne, som alle er yngre, bor eller har tilknytning til en fattig landsby ved Jaladh-floden ikke så langt fra Janakpur, en større by, som også spiller en vigtig rolle i handlingsforløbet. Janakpur er kendt som vært for Sita og Ramas bryllup, to mytiske skikkelser, hvis fortælling om eksil, bortførelse og kampen med dæmonen Ravan løbende flettes ind i kvindeskildringerne.

Den nepalesiske dagligdag er gennemsyret af religion, og for at forstå, hvorfor bogens kvinder tænker, handler og føler, som de gør, er det nødvendigt at vide noget om de religiøse traditioner og Nepals komplicerede sociale hierarki.

Man fødes ind i en kaste eller som kasteløs, og den eneste måde, hvorpå man kan hæve sin sociale rang, er gode handlinger i dette liv, som så kan give adgang til et højere trin i det næste. I dette liv er det altafgørende som kvinde at blive gift og føde børn, eller rettere sagt sønner. En gold kvinde risikerer som Anita, at manden kommer hjem med hustru nr. 2, og enken Gita lider under manglende mandlig beskyttelse, som hun kommer til at betale dyrt for.

Den alvidende og kommenterende fortæller tildeler på skift de fem hovedfigurer hver deres korte afsnit (tre-seks sider) en stram komposition, som fungerer.

Læseren får brudstykkevist lagt brik på brik til portrætterne af personerne, hvis veje med jævne mellemrum tilfældigt krydser hinanden og medvirker til at bestemme deres skæbne.

Hovedtemaerne er fattigdom, kvindeundertrykkelse, naturnedslidning, individuelle og kollektive oprørsforsøg samt ikke mindst ren og skær overlevelse i et samfund, hvor (over)tro, traditioner og rigide normer fastholder befolkningen på et eksistensminimum.

Fin lille roman

Det tog mig lang tid at komme ind i romanen, fordi jeg hele tiden måtte repetere det læste for at kunne holde kvinderne ude fra hinanden. Men skridt for skridt falder de enkelte kapitler smukt på plads i en helhed, som får blod og varme ikke bare fra det sanselige og konkrete sprog i grammatisk nutid, men også fra de mange indlagte fotosider.

Kåre Bluitgen har skrevet en fin lille roman, som formidler kvindeundertrykkelse og klassesamfund, så det basker uden på noget tidspunkt at kamme over i hverken sentimentalitet eller politisk præk.

kultur@jp.dk