Kåre Bluitgen: Lykkelandet

Kåre Bluitgen:

LYKKELANDET

Forlaget Tøkk

462 sider, 298 kr.

Er udkommet

Når en forfatter skriver en historisk roman, er det på den ene eller den anden måde altid samtiden, der kommenteres, uanset hvornår i verdenshistorien handlingen foregår - sådan lyder mantraet fra litteraturvidenskabsstudiet.

I denne kontekst giver det god mening, at Kåre Bluitgen kalder sin store roman om nationalhelten Niels Ebbesen for ”Lykkelandet”. Fra tid til anden bliver vi jo tudet ørerne fulde af undersøgelsesresultater, der viser, at netop vi danskere skulle være verdens lykkeligste folk.

Titlen ligger derfor lige for, men derfra er der langt mellem de direkte fingerpeg om, at romanen skulle være en kommentar til vores tid. Så presset er danskheden heller ikke i disse år.

Vi er vel ikke så langt ude, som da Kaj Munk under Besættelsen skrev sit skuespil om netop Niels Ebbesen. Dengang havde tysken jo trykket sine fingre ned over lykkelandet, som det også var tilfældet i 1339 under den såkaldte kongeløse tid.

Den kullede greve

Væbneren Niels Ebbesen rejser desillusioneret rundt i Jylland. Dommedagsstemningen er allestedsnærværende. Efteråret er så vådt, at hele Jylland synes forvandlet til en stor sump. Senere lægger vinteren sig iskoldt over alt.

Folket sulter, de tyske lejesoldater under den kullede greve, Gerhard af Holsten, plyndrer og hærger, imens kirkens sorte skade-sværme fordrejer alles hoveder i samme grad som kvaksalvere, taskenspillere og kloge koner. I åbningsscenen fjerner en stærstikker således stæren fra en gammel kællings øjne, som derefter kan se sandheden på flere metafysiske planer.

Stærstikkerens nål bliver i øvrigt også brugt til at prikke hul på en byld i kællingens endetarmsåbning - og senere til at prikke grev Gerhard i svælget. De smådjævle, der har givet ham en halsinfektion, skal jo drives ud.

De sjaskvåde landskaber, skidtet og mængden af udflydende kropsvæsker og -åbninger kunne lede tankerne hen på en grotesk verden i Rabelaisk forstand, men noget sådant er ikke tilfældet. Det kunne ellers have været forløsende med lidt karnevalsk humor iblandet.

Ikke medrivende

”Lykkelandet” er umådeligt længe om at komme i omdrejninger, og da oprørsstyrken med Niels Ebbesen i spidsen endelig drager af sted mod fjendens lejr, er kamphandlingerne nærmest overstået, inden de kommer i gang.

Godt nok blev romanen i 2009 vinder af en konkurrence udskrevet af Niels Ebbesen Foreningen, og den mørke Middelalder bliver da også skildret med stor detaljerigdom, men rigtigt medrivende eller tankevækkende bliver fortællingen aldrig.