Justine Larbalestier: Løgner

Justine Larbalestier:

LØGNER

288 sider, 249,95 kr.

Rosinante

Er udkommet

Vi advares allerede fra første færd. Micah lyver, så det driver, og man kan ikke stole på et ord af, hvad hun siger:

»Men jeg har tænkt mig at holde op. Jeg er nødt til at holde op. Jeg vil fortælle min historie, og jeg vil fortælle den, som den er. Uden løgne, uden fortielser. Det lover jeg. Denne gang mener jeg det.«

Et sådan udsagn fra en notorisk løgnhals i en bog, hvis tre hovedafsnit hedder henholdsvis ”Sandheden”, ”Den fulde sandhed” og ”Sandheden og kun sandheden”, er det en smule svært at stole på, så man er som læser allerede tillidsmæssigt destabiliseret, når man giver sig i kast med historien.

Forklaringer i nyt lys

På det konkrete plan handler ”Løgner” om Micah, der bor og går i skole på Manhattan. En dag erfarer hun og hendes klassekammerater, at skolens populære fyr, Zach, er død og formentlig blevet dræbt. Ingen ved noget, og alle føler sig under mistanke.

Den drenget udseende Micah, der markerede sig ganske uheldigt ved at bilde alle i klassen ind, at hun var en dreng, da hun begyndte i skolen, havde et hemmeligt forhold til Zach, der ellers var kæreste med den smukke, attråede Sarah. Micah, som vi og alle de andre ved er fuld er løgn, er det lidt svært at stole på. Hendes forklaringer ændrer da også karakter i romanens forløb, indtil vi når andet afsnit, og forfatteren smider en fortællermæssig bombe, som af hensyn til det temmelig raffinerede overraskelsesmoment ikke skal afsløres her.

Pludselig fremstår de måske sande, måske falske udsagn i et helt nyt skær.

Kontant og troværdigt

Forfatteren Justine Larbalestier, for hvem ”Løgner” er den første udgivelse på dansk, har på glimrende vis og med få midler gjort en relativt simpel ungdomshistorie til en kompleks fortælling om virkelighedsniveauer uden at tabe sin målgruppe på gulvet.

Grebene er enkle: Larbalestier har en fantastisk fornemmelse for sin hovedperson, der gør, at man aldrig et sekund tvivler på Micah - bortset fra at man aldrig stoler på hende. Hendes kontante sprog og de velkomponerede beskrivelser af hendes gestik og adfærd skaber et troværdigt billede af en akavet teenagepige.

Med løgnen som konsekvent omdrejningspunkt for fortællingen bruger forfatteren også vellykket den ellers så ofte irriterende direkte henvendelsesform til læseren. Micah spiller kækt pingpong med læserens ”du” gennem hele romanen på en måde, så man tvinges til at tage stilling.

Taler tøsen mon sandt eller falsk? Det får vi heldigvis aldrig at vide, men glædes kan man over en seriøs ungdomsroman, der kan og vil mere end dem, der går 12 af på dusinet.