Anmeldelse:
Anmeldelse: 5 af 6
Artiklens emner:

Anmeldelse: Krimi Jussi Adler-Olsen: FLASKEPOST FRA P

Jussi Adler-Olsens historier om afdeling Q er noget af det bedste i dansk krimi i disse år.

Krimi Jussi Adler-Olsen:

FLASKEPOST FRA P

486 sider, 300 kr.

Politikens Forlag

UDKOMMER I DAG

I en politi-krimi-genre, hvor der går 13 på dusinet af udgivelser med uopfindsomt sammensatte efterforskningshold, har Jussi Adler-Olsen fundet lidt af en guldåre.

Vicekommissær Carl Mørck er ganske vist en blød udgave af den hårdkogte opdager, og hans professionelle liv på kanten - helt konkret i et vinduesløst kælderlokale på Københavns Politigård - af det etablerede politi-hierarki er også en velkendt del af genrekomplekset.

Usædvanlig medhjælper

Men det er Mørcks hjælpere så til gengæld ikke. Han blev i første bog i serien udstyret med en rengøringshjælp, den nydanske Assad fra Mellemøsten, der viste sig meget hurtigt i optrækket og var i stand til at lægge 2 og 2 sammen længe, før Mørck selv opdagede, at der overhovedet kunne opstilles et regnestykke.

Assad huserer i et rengøringsskab på kældergangen. Gangen huser nu også Rose, der er kontorhjælp overført fra Station 1. Hun er med sin udprægede selvstændighed og utraditionelle initiativer mildest talt heller ikke lige efter bogen.

I sit skilsmisseramte hjem har Mørck taget hånd om sin gamle ven Hardy, der blev totalt lammet efter en skudepisode i en tidligere sag.

Afdeling Q

Mørck er altså rigeligt udfordret på det personlige plan. Det er heller ikke let for ham at arbejde i afdeling Q, afdelingen for uopklarede sager. At der i det hele taget er en afdeling Q, skyldes et politisk ønske om ikke at henlægge efterforskninger af alvorlige forbrydelser.

Derfor har politiet fået tildelt et stort ekstrabeløb bestemt for afdeling Q, men reelt anvendt til at stoppe huller andre steder i systemet.

Mørck og co. er i gang med at efterforske en række mystiske brande, da de får en besked fra skotske kolleger, at de har fundet en flaskepost. Brevet deri kan kun delvis tydes. Bogstaverne er prentede med blod.

Assad og Yrsa, Rosas tvillingsøster, der på eget initiativ stiller op under Rosas sygefravær, får efterhånden tydet den delvist ulæselige meddelelse. Den er skrevet i 1996 og er et råb om hjælp i forbindelse med en kidnapning.

Sekternes affærer

Efterhånden går det op for Mørck og hans assistenter, at flere af nationens talrige sekter dækker over sager, hvor de har været udsat for pres, men hvor de har valgt at holde sig inden for menigheden.

Læseren ved dog en del mere end Mørck. Parallelt med Mørcks fumlen sig frem næsten i blinde følger læseren en mand, der helt klart lider af alvorlige psykiske brister, og som har gang i en række systematiske afpresningssager, der netop involverer spekulation i sekters tendens til lukkethed om egne affærer.

Imod selvtilstrækkelighed

Jussi Adler-Olsens historier om afdeling Q er noget af det bedste i dansk krimi i disse år.

Hans intriger er inciterende (selv om der vistnok har sneget sig et par faktuelle fejl ind på afgørende punkter i plot-forløbet, hvad der dog kan skrives på den poetiske friheds konto), hans figurhåndtering suveræn og hans nådesløse bredsider mod enhver form for selvtilstrækkelighed - denne gang i sekternes bevidsthed om at være blandt de særligt udvalgte - befriende.

Hvis der i genren var en Oscar for bedste biroller, må de ubetinget gå til Assad og Rose - til Assad for dobbeltbundet sproglig komik, og til Rose for produktiv respektløshed.

Anmeldelse: Jussi Adler-Olsen: Journal 64

10-11-2010: Fjerde bind om Afdeling Q på Politigården i København handler om pigerne, der blev anbragt på åndssvageanstalten på Sprogø. Det begynder med en sag med en forsvunden kvinde i 1987. Læs artikel

Anmeldelse: Jens Lapidus: Livet de luxe

20-03-2012: ”Livet de luxe” er en barsk omgang fra Stockholms underverden - en Godfather-historie uden Hollywood-glimmer. Læs artikel

Anmeldelse: Lisbeth A. Bille og Steen Bille: Gudindens sidste offer

02-03-2012: Det nye forfatterpar, Bille & Bille, har skrevet en krimi, som udspringer af et arkæologisk fund i Syrien. Siden bliver en professor myrdet i København. Læs artikel

Anmeldelse: Søren og Morten Ellemose: Havfruens død

26-12-2011: Thriller-trilogien ”Manus Albino” fra tvillingeparret Søren og Morten Ellemose flyder meget fermt, velafpudset og professionelt. Læs artikel

Anmeldelse: Faïza Guène: Sidste omgang på Balto

20-12-2011: Man læser denne lille aparte kriminal-intrige med allerstørste fornøjelse. Læs artikel
 
Loading...
Læs også
Loading...
Mest læste på bog.guide.dk
Loading...
Jeg har læst
Loading...