Anmeldelse: Jussi Adler-Olsen: Journal 64

Krimi

Jussi Adler-Olsen:

JOURNAL 64

462 sider, 300 kr.

Politikens Forlag

UDKOMMER I DAG

Jussi Adler-Olsen, der skulle blive berømt i udlandet, før han fik anerkendelsen herhjemme, har fået fat i en rigtig god figurkombination i den nu fire bind lange serie om Afdeling Q på Politigården i København.

Afdelingen blev i sin tid etableret, fordi politikerne i en for længst glemt anledning havde krævet, at alle ikke-opklarede sager skulle efterforskes.

”Journal 64” bevæger sig mellem 1950'erne, 1985, 1987 og så november og december 2010. De historiske årstal er jo Afdeling Q's domæne. De aldrig afsluttede sager med de gulnede papirer hober sig op i kælderen.

Deporteret til Storebælt

Denne gang er det en sag med en forsvunden kvinde tilbage i 1987. Hun kan spores fra Kolding til København, men så forsvinder hun sporløst. Der danner sig et mønster, da andre forsvundne personer synes at have foretaget tilsvarende rejser fra provinsen til hovedstaden for derefter at forsvinde.

Men der kommer først rigtig gang i sagerne, da Sprogø midt i Storebælt viser sig som en slags fællesnævner for nogle af sagerne. Sprogø var 1922-1961 en afdeling af de kellerske åndssvageanstalter, hvor man anbragte unge kvinder, der ansås for socialt belastende, og som samfundet derfor helst var fri for.

Den sunde danskhed

En af de kvinder, der har været en tur omkring Sprogø i sin ungdom, har haft held til at bane sig en vej i livet. Da den læge, der forårsagede hendes overgivelse til de sociale myndigheder, pludselig i 1985 trækker tæppet væk under hendes hårdt vundne nye status, beslutter hun sig for en grum hævn.

Samme læge er i 2010 blevet 88 år gammel. Han har sammen med ligesindede stiftet partiet De Rene Linier, der har sund danskhed på programmet. I henhold til programmet må der sørges for, at alle fostre avlet af forældre, der skønnes ude af stand til at leve op til idealet om det normalt-danske menneske, fordrives i tide. Så bag partiet er der en hemmelig forening med race-forædling som sit formål.

National skamplet

Foruden en krimihistorie, der fører til opklaring af en række gamle forsvindingssager, har vi en historie om udvikling af dansk nynazisme og i tilgift den gamle sag om Mørcks skududveksling.

Bag det hele er der en kortlægning af de uhyrligheder, hvormed myndigheder og læger behandlede en gruppe af samfundets udstødte til langt op i den danske velfærdsstat med anstalten på Sprogø som en national skamplet af dimensioner.

Vicepolitikommissær Arne Mørck er som sædvanlig dejligt respektløs over for dem, der ikke bør vises respekt.

Den syriske rengøringsmand Assads indvandrerdansk byder på den ene sprogblomst efter den anden, mens manden viser sig som formidabel modstander for dem, der kommer ham i vejen.

Kontorhjælpen Roses uforudsigelighed kan være generende, men er som altid ganske produktiv. Og så viser der sig et lille håb for Mørcks lammede kollega.

Jussi Adler-Olsen skriver velgørende anderledes dansk krimi. Tak for det!