Jussi Adler-Olsen: KVINDEN I BURET

Jussi Adler-Olsen:

KVINDEN I BURET

379 sider, 249 kr.

Politikens Forlag

Er udkommet

Jussi Adler-Olsen hører til den lille eksklusive kreds af danske forfattere, der nok er mere kendt af udenlandske læsere end af det danske bogpublikum. Adler-Olsen, der har en fortid i forlagsbranchen, debuterede i 1997 med ”Alfabethuset”, en historie fra nazitidens Tyskland og for tiden under filmatisering. I 2003 kom ”Firmaknuseren”, først udgivet i Holland, om en hollandsk konsulent med speciale i at ødelægge firmaers omdømme.

Denne gang er scenen flyttet til mere hjemlige omgivelser. Hvor Adler-Olsens to tidligere bøger er svære at placere genremæssigt, ud over at de prioriterer spændingselementet, så er der med ”Kvinden i buret” tale om en politiroman, der har Politigården i København som kulisse.

Ny politiafdeling
Carl Mørck er tilbage på arbejdet efter en traumatisk episode, hvor en kollega blev dræbt og en anden lammet af skud. Mørck undgik med nød og næppe en lignende skæbne. Forståeligt nok er hans begejstring til at overskue, og hans selv-lede forårsaget af skyldfølelse dominerer hele hans tilgang til omgivelserne.

Danmarkspartiets Piv Vestergård er utilfreds med de mange uopklarede og henlagte sager. Hun har i forlængelse af politiforliget forlangt oprettelse af en særlig politiafdeling for den slags. På Politigården ryster man på hovedet, indtil man finder ud af, at de mange millioner i ekstrabevilling kan parkeres formelt i den ny afdeling Q, men reelt bruges på så meget andet.

Mørck sendes belejligt for ledelsen i kælderen som chef for den nye afdeling. Han får vristet en brugt Peugeot 607 ud af PET, og til hjælp med alt fra gulvvask til budtjeneste får han stillet flygtningen Hafez el-Assad til rådighed.

Skjult i trykkammer
Mørck og, som det hurtigt viser sig, ukonventionelt talentfulde Assad kan tage fat på bunken med henlagte sager. Mørck vælger den om den unge, smukke næstformand for det største oppositionsparti, Merete Lynggaard, der forsvandt sporløst fra en Østersøfærge i 2002.

Mens Mørck kæmper med rekonstruktionen af sagen og sine private dæmoner, får læseren mulighed for at følge Merete Lynggaard, der slet ikke er død, men spærret inde i, hvad der hurtigt viser sig at være et trykkammer, hvor trykket øges med en atmosfære én gang årligt.

Adler-Olsen har skabt en usædvanlig ”human ressource”-trio med Mørck, Assad og den lammede kollega Hardy på Klinik for Rygmarvsskader i Hornbæk.

Usædvanlig trio
Udspændt mellem Hardys store personlige tragedie og Assads sproglige pauseklovnerier - Adler-Olsen må her nok forberede sig på tæsk fra dem, vi tidligere kaldte de politisk korrekte - navigerer Mørck mellem etatens Potemkinkulisser, sit eget rodede privatliv og en grundlæggende respekt for retsstatens indretning omvendt proportional med hans respekt for politikere og etat.

Jussi Adler-Olsen har bragt velkommen ny energi ind i en ellers noget klaustrofobisk og kliché-plaget dansk krimipraksis. Man kunne godt udtrykke et forsigtigt håb om, at de henlagte sager med Mørck og co. kunne gå hen og blive en serie. Potentialet er fuldt ud til stede.

kultur@jp.dk