Julian Barnes: Når noget slutter

Roman

Julian Barnes:

Når noget slutter

Oversat fra engelsk af Claus Bech

Tiderne Skifter

168 sider; 250 kr.

Romanen er en jeg-fortælling i to dele: Dengang og nu. Fortælleren hedder Tony Webster og er en ganske almindelig, kvik dreng, der i skolen har to nære venner og får en tredje, Adrian, som de ser op til. Han har en modenhed og et kritisk analytisk intellekt, som er langt forud for hans alder og de andres.

Som studenter læser Adrian i Cambridge og Tony i Bristol, hvor han får en kæreste, Veronica. Hun er en lidt nedladende, knibsk og reserveret pige, og forholdet mellem dem bliver aldrig til mere end lidt frustreret petting og et enkelt, forhastet knald, men da har de slået op. Højde- såvel som lavpunkt i deres forbindelse er et weekend-besøg hos hendes forældre og broder, hvor han og faderen behandler Tony ironisk overlegent. Kun moderen viser sig venlig og imødekommende.

Da deres bekendtskab er forbi, får Tony et brev fra sin gamle ven, Adrian, der oplyser, at han nu kommer sammen ned Veronica. Tony svarer, efter hvad han selv siger, forbeholdent og ønsker dem al mulig lykke.

To selvmord

Endnu mens de går i skole, indtræffer der et selvmord: En ung knægt hænger sig efterladende en lakonisk undskyldning til sin mor. Han har vist nok gjort en pige gravid, og vennerne drøfter hende blasert og distanceret, mens deres sympati for den døde er til at overskue. Han var ingenting og var sikkert aldrig blevet til noget. Men det ubegribelige indtræffer: Også den lovende, superintelligente Adrian begår selvmord som 22-årig, hvorfor fatter ingen.

Hermed er første del forbi.

I anden er Tony pensionist. Han har redigeret Veronica ud af sin tilværelse, har levet i et lidenskabsløst ægteskab, været igennem en lidenskabsløs skilsmisse, og frister nu en underlig anonym tilværelse.

»Efter mine egne begreber affandt jeg med livets realiteter og underkastede mig dets nødvendighed: Hvis dette, så også dette, og på den måde gik årene deres gang.«

Indtil det totalt uventede indtræffer: Mere end 40 år efter bekendtskabet med Veronica modtager han en besked fra hendes afdøde mor om at have arvet en sum penge og Adrians dagbog, som Veronica dog nægter at udlevere.

Tarveligt og forbitret

I stedet giver hun ham det brev, som han skrev til Adrian, da denne havde oplyst ham om sit forhold til Veronica: Et ekstremt hævngerrigt, tarveligt og forbitret brev, viser det sig, og han undskylder uforbeholdent her sent i livet.

Han og Veronica mødes et par mislykkede gang, og han forstår, at hun og Adrian har en søn sammen, hvad han udlægger som forklaring på Adrians selvmord: »Han var bange for barnevognen i entreen.«

Men intet er, som man tror. Under deres kolde møder, siger Veronica flere gange: »Du fatter det ikke. Det har du aldrig gjort, og det kommer du heller aldrig til.«

Det kommer han nu til alligevel - på en grusom måde, for romanens slutning er så overrumplende og chokerende, som kun de største digtere kan præstere, og med den ankommer Tony til sin tilværelses endestation - »afslutningen på enhver sandsynlighed for at, at man kan lave noget om i livet«.

Utroligt komprimeret

Fuldt berettiget har romanen for nylig vundet årets prestigefyldte Booker-pris. Den er ikke lang, men utroligt komprimeret.

Der står meget mere på siderne, end man umiddelbart opfatter. Men ikke et ord for meget. Hver en sætning væves ind i den sammenhæng, det mønster, som bogen afdækker så sindrigt og oprivende, men uden større dramatik.

Den engelske titel er lånt hos den berømte litteraturkritiker Frank Kermode, som i 1966 udgav en af sine mange fremragende bøger, ”The sense of an Ending” (Begreb om afslutning), der bl.a. handler om apokalyptik, fremmedordet for verdens undergang, og hvori det f. eks. hedder, at vi »føler et behov for at vise en udpræget respekt for tingene, som de er, så at der i virkelighedens interesse er et tilbagevendende behov for tilpasning så vel som kontrol.«

Sådan mener den gamle Tony at have indrettet sig.

Barnes roman skildrer som også hans store mildt ironiske, lettere studentikose, sært desperate essay fra 2008, ”Ikke noget at være bange for” døden og afslutningen. »Jeg tror ikke på Gud, men jeg savner ham,« erklærer han.

Til gengæld nærer han en panisk frygt for døden og for at dø, og ”Når noget slutter” handler trods sit svale tonefald om den sygdom, som Søren Kierkegaard sagde, er til døden: »Fortvivlelsen; fortvivlelsen over, at intet er, som det tager sig ud, og vi tror; fortvivlelsen over ikke at fatte og aldrig komme til det, og så alligevel fatte - en tragedie, der får et helt liv til at størkne i en art rigor mortis, mens man stadig er i live.«

Der går længe imellem, at jeg får så fremragende en roman i hænderne. Den anbefales uden forbehold.