Anmeldelse: Julia Butschkow: APROPOS OPA

ROMAN

Julia Butschkow:

APROPOS OPA

202 sider,

300 kr.

Samlerens forlag

Er udkommet

Sidst Julia Butschkow begik en bog, var det én lang sætning - med et eneste punktum efter 132 sider. Denne gang er der mange af de sorte prikker. Sætningerne er korte og folder historien ud i letlæste prosastykker på max et par siders længde. Sandheden er tilsyneladende lige så enkel, ligefrem og selvbiografisk: Die Julias familie var tysk på fars side, og noget naziskidt ruller sig ud i en periode, da Julia har det rigtig skidt med sig selv, mens farfar ligger for døden i Berlin.

Rejsende fra Kafka
Farfar Butschkow synes at have været ikke bare sådan nazist og kompromitteret i almindelighed, han var direkte involveret i jødeudryddelser. Det kan Julias fætter fortælle, da han dukker op i Julias skrøbelige, unge liv. Han kommer rejsende ind med opbrud og ballade fra den mere radikale del af Berlins kunstmiljø. Sultekunstner er han, så måske kommer han rejsende fra litteraturen, fra Kafka eller mere lokale forfatterskaber.

For selv om man på to minutters netsøgning kan finde spor af en led SS'er ved navn Heinrich Butschkow, og selv om den opvækst og ungdom i skyggen af 1970'ernes frigjorte overdrev, der her beskrives, givetvis er forfatterens egen selvgennemlevede, er bogen om begge dele så udpræget en roman - hvad den da også skilter med på titelbladet.

De frigjortes gaver
»Den første kvinde, som min far bedrog min mor med, var Tante Knik. Det var omkring min femårsfødselsdag,« begynder fortælleren et sted. Selvfølgelig handler det her som så mange steder om den påtvungne indsigt i de voksnes liv, der var en af de frigjortes gaver til deres børn (den lille Julia er skam også med i kollektivets bollerum, da far frigjort senere flytter i kollektiv).

Sikkert er det selvoplevet og noget så autentisk, men citatet peger samtidig på den almagt over det levede liv, som litteraturens virkemidler giver den, der gør sig til fortæller af sit eget livs roman. Det omhyggeligt komponerede erindringsarbejde i ”Apropos Opa” sprænger det rent selvbiografiske. Den voksne fortæller gør lille Julia til et storøjet vidne til sin egen og vores allesammens forhistorie hele vejen fra krigen og til i dag.

Minder om Romer
En del af Butschkows stof og drivmiddel kan minde om Knud Romers ”Den der blinker er bange for døden”. En anden sammenligning kunne være Jens Blendstrups moderne dannelsesroman ”Gud taler ud”. Har Butschkow ikke Romers raseri eller Blendstrups overskud, har ”Apropos Opa” noget andet: tyngde i letheden, enkelhed i sin fuga-agtige erindringskomposition.

Det burde kunne bringe Butshkow ud over de ret snævre kredse, som hun hidtil har skrevet ind i.