Anmeldelse:
Anmeldelse: 3 af 6
Artiklens emner:

Josefine Klougart: Stigninger og fald

Debutroman fra Josefine Klougart, der er født i 1985.

Debutroman

Josefine Klougart:

Stigninger og fald

172 sider, 250 kr.

Rosinante

UDKOMMER I DAG

Hvis en kunstnerisk og velarrangeret roman skal handle om dysfunktionelle, dybt ulykkelige mennesker, er den unge debutant Josefine Klougart undtagelsen fra reglen.

Her er ingen lig i familiens last, ingen traumatiske øjeblikke, der langsomt fremskrives, ingen masker, der falder, så vi konfronteres med skrigende afmagt. Her er ingen skilsmisser, mobning, misbrug - men - og det er det opbyggelige - derfor kan en pige godt opleve sin omverden skælvende og føle eksistensen udsat.

Man behøver ikke bære på alverdens elendighed for at være sensibel og have en ubændig trang til at ville skildre barn- og ungdommens forunderlige verden. Det gør Josefine Klougart i en række stemningsbilleder.

Et sted hedder det om lillesøsteren, at hun associativt lader den ene fortælling afløse den anden: »Der er slet ingen ende og ingen begyndelse heller på hendes drømme.«

Det signalement matcher ”Stigninger og fald”.

Usentimental optik

Er der en samlende historie? Ikke rigtig.

Det bærende er barnets forbløffende usentimentale optik; en pige, der sanser verden - alle dens mangfoldige materialiteter: Hesten, regnen, vinden, moderens utilfredshed med tilværelsen - uden at det bliver dramatisk - bakkerne på Mols, hønsene med og uden kam, snegle, Svinkløv Badehotel, en libertinsk brevveksling, begravelser i familien, osv., osv.

Kronologi må læseren finde i den fraværende vejviser: Alt står og falder med, om teksterne kan rekonstruere pigens oplevelsesregister. Noget forgangent genopstår som sprog, og for at læseren skal finde ind eller ned til den verden, må teksten rulle billede efter billede, sammenligning efter sammenligning op for at hive os med på rutsjeturen.

Miniput-univers

Derfor er bogens mest højfrekvente ord det sammenligningens som og det konstaterende der er: »Sådan er hun hele tiden i gang med mindst en ting, min mor, der er en fygen i hende, som fra snedriver over vejen til Vrinners, der bliver stadig mere ufremkommelig, der er en ubehjælpelig uvejsomhed i hende, en snublen i driverne, og hun bliver aldrig liggende.«

Selvfølgelig er det hele en (re)konstruktion. Selvfølgelig taler og tænker en lille pige ikke, sådan som tilfældet er i ”Stigninger og fald”. Det prøver bogen heller ikke at bilde læseren ind.

Den snører sig ind i et miniput-univers, og den lader det små folde sig ud. Det er på en gang vældig litterært og nøjsomt, indskrænket. Med mixede ekkoer af J.P. Jakobsen, Kirsten Hammann og Jens Chr. Grøndahl - den unge, mindre folkelige.

Josefine Klougart er meget ung, født i 1985. Hende skal vi nok høre mere til.



Har du kommentarer til guide?

Galleri: Roman

Mest læste på bog.guide.dk
Loading...
 
Loading...
Læs også
Loading...
Jeg har læst
Loading...
TekstlinksAnnonce