Anmeldelse: Josefine Klougart: Én af os sover

Roman

Josefine Klougart:

Én af os sover

264 sider, 300 kr.

Rosinante

»Et menneske, der taler i kærlighed, er det mest rørende, der findes, hvis man så ellers kan. Rumme det. Mærke mennesket i ordene.«

Det er en fin iagttagelse, og der er flere af den slags menneskekloge vurderinger i Josefine Klougarts tredje roman, ”Èn af os sover”. Den er overmåde stemningsmættet og eftertænksom. Skrevet på baggrund af et opbrud i et forhold og den kendsgerning, at fortællerens moder bliver alvorligt syg.

Er det dermed en selvbiografisk fortælling? Det er det måske nok, men fremstillingen er på den anden side anonymiseret og tit ganske abstrakt, så læserens nyfigne gèn snydes.

Som citatet antyder, er stilen lettere abrupt, sætninger er ufuldstændige, og man mærker konstant, at det at skrive disse erindringer om barndommen, om en tid med moderen, familien på landet, kæresten i Aarhus og senere i København halter bagefter.

Ankomstens gåde

At skrive er at rekonstruere, og derfor er den levende litteratur mærket af, at den er bagefter livet. Den er aldrig på højde med nutiden. Den er til gengæld altid på vej - ligesom tilværelsen ifølge den ræsonnerende fortæller konstant forskyder sig: »Vinteren smækker nogen inde og nogen ude, det er den følelse, en følelse af ikke at kunne nå frem.«

Der tales vedvarende om ankomstens gåde og om et hjem, der ikke er et hjem.

På den første side formuleres et paradoks, der binder hele bogen sammen og inkluderer såvel det ydre landskab som menneskelige forhold: »Hele landskabet; nøgent, usentimentalt, her er en fornemmelse af at jeg savner dig, men ingen at savne.«

Som det er udenfor, så gælder det i kærlighed. Den elskede er fortid, og dog sidder han hele tiden i fortællerens baghoved.

I al sin alvor

Klougarts roman er sympatisk med al sin alvor og sin insisteren på det komplekse i livet, i kærligheden, mellem mor og datter, mellem jeg og dette du, der, da forholdet brister, kaldes for »min afdøde mand«, og med betoningen af selve skriveprocessens glæder og sorger, favoriserer den dette at tænke højt.

Bogen er selvkorrigerende, bruger det tøvende »måske« utallige gange, og den arbejder sig møjsommeligt igennem en vinter og frem mod en afklaring. Frem mod smertepunkter.

Fortælleren insisterer på at rumme store følelser og være bekymret. Det tør siges, at hendes tekst matcher hermed.

Let at parodiere

Det vil være overmåde let at parodiere Josefine Klougarts roman. Den er gravalvorlig og selvhøjtidelig. Den er poetisk stemningsfuld, men også uhåndgribelig, abstrakt og begrebslig. Den er æterisk og har ikke en gnist af ydre dramatik. Den er dybest set inderligt reserveret, og selv om der kan være schwung over sproget, er der også klicheer.

Men den har sine øjeblikke, og dens ideallæser titter frem i denne fermt sete betragtning: »Der er noget grundlæggende utroværdigt over mennesker, der har travlt.«

Tag den, inden du kaster dig ud i morgentrafikken!