Anmeldelse: Jonathan Lethem: Chronic City

Jonathan Lethem

CHRONIC CITY (Chronic City)

Oversat fra amerikansk af Søren K. Barsøe

349 kr. 400 sider

Klim

Er udkommet

Jonatahan Lethem er ikke, som det fremgår af flapteksten, født i Brooklyn, men rent faktisk på Manhattan. Men dels voksede han op i Brooklyn, dels er hans forfatterskab så tæt knyttet til denne forstadsgjorte identitet, at misforståelsen er både forståelig og udbredt.

Nu flytter han så sin nye roman til Manhattan, den imperiale ø. Manhattan eller noget, der ligner, et simulacrum, en hyperrealitet, som den franske filosof Baudrillard ville sige det, og den er Lethem helt med på.

Hvordan er det så at leve i en hyperrealitet, en verden af tegn, noget, der kunne være en computersimulation?

Tja, hans hovedpersoner er både høje og skæve og filosofiske, som de bevæger sig rundt i Manhattans skinverden med restauranter og burgerjoints som de primære holdepunkter.

»New Yorks subway er et vidtstrakt, forstyrret sind, hvis besættelser løber ad baner udgravet af traumer for hundrede år siden. Det er derfor, jeg altid kører i taxa.«

Som det hedder i et indspark, der blander sig med en af romanens sære ingredienser, rygtet om den løsslupne tiger, som muligvis, muligvis ikke i virkeligheden er en amokløben tunnelrobot, som var en del af arbejdet med endelig, endelig at få bygget den 2nd Avenue-linje, der vil forandre Upper East Side for altid.

Dette byggeprojekt, som har ligget mere end 75 år på tegnebrættet, er et højst virkeligt politisk traume i New York historie, og således blander virkeligheden sig med fiktionen, som ellers gerne løber løbsk.

På Manhattans sydspids har en tyk røg spredt sig, solen er lukket ude, mens lugten af chokolade gennemtrænger resten af byen. Pludselig sner det midt i juli, og det er alt sammen meget morsomt, hvis man har sindet til at elske den slags.

Spraglede hovedpersoner

Personerne er virkelige manhattanites, de passer til byens spraglede billede, og de lever til dels også sådan, men de har mærkelige navne som Perkus Tooth, Richard Abneg, Chase Insteadman, Georgina Hawkmanaji og Laird Noteless.

De to første er historiens centrale omdrejningspunkt.

Chase er en tidligere barnestjerne, og hans tv-serie genudsendes i det uendelige på forskellige kanaler, så han kendes stadig i byen, men netop ikke som sig selv, men som sin rolle.

Med den turnerer han formålsløst New Yorks sociale scene med den øjeblikkelige claim to fame, at hans kæreste er fanget i et kredsløb ude i rummet og sender breve hjem til ham i fuld offentlighed. Derfor er hans liv »altid en performance,« mens han fungerer som viljeløse tilskuer til dådløse milliardærers opvisninger. Som det hedder om et møde med en af dem:

»Hans selvagtelse var synlig imellem os som et domkirkeorgel, og han spillede på instrumentet med skamløs nydelse.«

Chase møder Perkus, en dybt anfægtet enspænder, der bor afsondret i en lille lejlighed fyldt med bogstakke, gamle lp'er og andet kulturelt løsøre, herunder en del pot.

Perkus ved en hel del om rigtig meget, ikke mindst Marlon Brando, han har konspirationsteorier om livet, og han bryder sig ikke om at blive forstyrret i dem.

I virkeligheden bryder han sig mindre om livet selv end om de mange popkulturelle referencer, der er brudstykkerne til hans eksistens, og som trænger sig på i hans skrøbelige sind (han insisterer f.eks. på at printe artiklerne i The New Yorker ud i den banale Courier, fordi tidsskriftets meget selvbevidste skrifttype tvinger én til at erklære sig enig, ikke med The New Yorker, men med sig selv, og det er endnu værre).

En blandet fornøjelse

I sin lejlighed på 84th Street lever han som kulturkritiker uden portefølje med hang til cheeseburgere og sans for one liners som f.eks. denne: »Jeg er ligeglad med, hvad folk siger, Ballard er bare Baudrillard uden u-d-r-i.«

Fik De den? Hvis ikke, er bogen muligvis ikke noget for Dem, for Jonathan Lethem har flyttet ikke bare sit locale, men også sin stil fra det dagligdags og menneskelige Brooklyn til det futuristisk uvirkelige Manhattan.

Efterspørger man en handling som i gode, gammeldags romaner bliver man uvægerligt skuffet. Romanen er et spejl af Manhattan i semiotisk sovs, den er fragmentarisk som øen selv, og jagten på en indre sammenhæng er dømt til at mislykkes, fordi netop den manglende sammenhæng er hele pointen.

Derfor er læsningen også i meget egentlig forstand en blandet fornøjelse. Man keder sig lumsk, og pludselig bryder man sammen i grin og jubel.

Man fornøjes hele tiden over Lethems suveræne sætninger og de pludselige indsigter, han leverer i så rigt mål, men man må også skuffes over romanen som roman, fordi vi er ude i en art dekonstruktion af romanens væsen, og det er der egentlig ikke så meget ved. Man mister ganske enkelt interessen for personerne som levende væsener, som andet end bare bærere af en af den pastiche, der (også) er Manhattan.

Det mytiske Manhattan

Lethem er i en vis forstand vendt tilbage til det, der var hans udgangspunkt, før han blev bredt populær med den fantastiske ”Moderløse Brooklyn”.

Sine steder er romanen ikke fri for at ligne en postmoderne variant af Saul Bellows mindeværdige ”Humboldts gave”, og til glæde for de læsere, der ikke måtte kunne denne roman udenad, har Lethem også været venlig at pege på det sted, hvor han ligefrem citerer fra Bellows værk, og han returnerer sætningen med tak for lån: »centralt i disse varianter genfandt han hver gang på sindrig spændende vis sit tema.«

Og hvad er temaet? Tja, Manhattans mytologi, eller det spændingsfelt mellem virkelighed og forestillingsverden, som er så påtrængende netop i New York, fordi det er et sted, hvor vi alle har været, selv om vi aldrig har været der. Byen er en fiktion, før den bliver til virkelighed, den eksisterer i reklamer, på film og spilkonsoller, på nettet, i musikken og i litteraturen, den lever i vores bevidsthed længe før vi betræder amerikansk jord, og fiktionen er meget stærkere end de indtryk, man kan få af en uges ferie.

Historien halter

Intet under at Baudrillard har følt sig draget, for på Manhattan er billedet virkelig stærkere end det, det skal forestille.

Chronic City vil vise netop dette, og så langt lykkes Lethems projekt også, og man kan argumentere for, at hans roman i den forstand er en langt mere intens og tidsrigtig bog om New York end f.eks. Tom Wolfes »Forfængelighedens bål.«

Desværre er den ikke nær så god og medrivende en historie, og den gode historie er nu engang rigtig vigtig, simulacra eller ej. Den må have været svær at oversætte, så hatten af for, at det er lykkedes, kun er det skuffende at se The New Yorkers Talk of the Town-sektion oversat til ”sladderspalte”.

Det er den ikke, den fingerer bare at ligne det. Det er hele pointen.