Jonathan Franzen: Frihed

Jonathan Franzen:

FRIHED (Freedom)

Oversat fra amerikansk af Mich Vraa

582 sider, 299 kr.

Gyldendal

UDKOMMER I DAG

Det svære ved at oversætte fra amerikansk er, at det virker let. Vi forstår det alle sammen, og dog forstår vi det overhovedet ikke, så hvordan få klangen med?

Det er øvelsen, og det lykkes fint for Mich Vraa, der har påtaget sig at oversætte Jonathan Franzens murstensroman, allerede behørigt omtalt og anmeldt her i avisen i originaludgaven.

Franzen skriver ukunstlet, lækkert og flydende, langt fra så vanskeligt som f. eks. kollegaen og det store forbillede Don DeLillo. Det er ligefrem let at læse, men måske ikke så let at oversætte loyalt, for Franzens fornemmelse for det amerikanske sprog, som det tales lige nu, er eminent, og det kan som sådan ikke oversættes.

Men det er slet ikke så dumt f.eks. at oversætte udtrykket the Hall Bore til Dødens Pølse, så hvis man foretrækker at læse romanen på dansk, kan man roligt begynde her.

Franzen er god, også på dansk.

Bærere af tiden

Han har skrevet en familieroman fra middel-Amerika, der ligesom middel-Danmark er sjældne gæster som romanfigurer, fordi de er, ja, middel, født til at være ofre for omstændighederne, bærere af tidens vilkår, om ikke i højere, så i hvert fald tydeligere grad end avantgardistiske, neurotiske newyorkere og californiere, der langt oftere optræder i skønlitteratur og film og dermed i vores bevidsthed om USA.

Ligesom i hans sensationelle gennembrud ”Korrektioner” er vi i Midtvesten.

Det idealistiske ægtepar Patty og Walter Berglund er pionerer i et forfaldent forstadskvarter i Minneapolis-St. Paul. Han er jurist med et uopsigtsvækkende, cul- de-sac job i 3M, hvortil han til overflod cykler (!) hver dag, miljøbevidst og familiemenneske per excellence.

Hun går hjemme trods sin universitetsuddannelse og koncentrerer sig om at være noget for børnene og for kvarteret, tilsyneladende ude af stand til at blive rigtig vred på nogen eller noget, en engel af opofrelse, men også næsten overmenneskelig i sin tolerance.

Et almindeligt liv med sit eget indre drama, der udspilles forsigtigt, intenst. Der sker ikke noget særligt. Det er netop dramaet.

Terrorangrebet 11. september er en del af ballasten, erfaringen. Bagtæppet er Bush den Yngre og hans retorik, Irak-krig, islamisme, global opvarmning etc., det er klangbunden for historien, og Franzen mestrer til perfektion at afsætte tidens mærker i teksten lige fra apokalyptiske dystopier til den modstræbende måde, hvorpå en teenager tager sin iPod ud af ørerne.

Franzen fortæller med en menneskelig indføling, der på én gang er usentimental, stedvis humoristisk og nådesløs, men altid medfølende, også mere end i ”Korrektioner”.

I ”Frihed” hænger han ikke sine personer ud til spot og spe, men fremlægger historien om deres liv med den ro, som en livshistorie kræver, og leverer dem som rigtige mennesker, lader dem vokse fra de klicheer, de fremstår som i begyndelsen i naboernes interesseløse betragtning, til skæve, kantede, ufuldstændige, urealiserede mennesker.

De er os, og vi er dem. Også selv om de er amerikanere.