Jonas T. Bengtsson: Et eventyr

Roman

Jonas T. Bengtsson:

Et eventyr

396 sider, 299,95 kr.

Rosinante

Er udkommet

For nogle er toeren svær. Jonas T. Bengtssons blev anledning til, at Thomas Vinterberg vendte tilbage som en instruktør, man kan regne med. Debuten med ”Aminas breve” var nu heller ikke af vejen, og her sidder anmelderen med opus tre, der har en undertitel som titel: ”Et eventyr”. Den er også rigtigt god.

Virkeligheden ligger som bekendt i udkantsdanmark eller København NV, og fra den virkelighed, sådan cirka, har Bengtsson hidtil skrevet. Det gør han for så vidt også i ”Et eventyr”, men med en genrebetegnelse som titel markerer han, at der i romanens sorte og triste stof ikke bare ligger en realistisk rapport fra en bestemt gulvspand, men et stykke kunstnerisk arbejde med ambitioner om at sige noget mere alment.

Det handler om far og søn, og det er sidstnævnte, der fortæller. Han begynder sådan:

»Jeg er lige fyldt seks år, da Olof Palme bliver myrdet.«

Markeringen af en politisk-historisk viden gør læseren opmærksom på, at det fortalte nødvendigvis må være videregivet af en voksen fortæller - men det er noget, som man meget hurtigt glemmer. Der er et suggestivt sugende drive i drengens fortælling fra en mærkelig barndom.

Far og søn lever tilsyneladende helt uden for nummer med evige flytninger, kontant afregning og hjemmeundervisning. Drengen ved ikke, hvorfor det er sådan, og det ved læseren så heller ikke. Han må acceptere, at sådan er det, og det gør vi så også. Men det er en god barndom med et intenst, nærmest symbiotisk samliv mellem den hurtigtopfattende dreng og hans følsomme, alsidige og noget nær alvidende desperado-far. Det får en dramatisk ende, og vi får et hul i handlingen på en del år. Da vi kommer ind igen, er vores helt en ung mand i gymnasiealderen. Han bor nu et noget andet sted end downtown Kbh., hos mor og stedfar på en pæn adresse i et pænt kvarter. Han flygter fra dette middelklassehelvede for at opsøge sin farmor - i noget udkantsdanmark a la Læsø.

Her ligger farfar på sit yderste, men faderens forhistorie er lige under overfladen. Den begynder så at rulle op, vor helt ruller med - han etablerer sig faktisk i København under falsk identitet, altså en slags stivnet gentagelse af faderens nomadiske sub-eksistens. Mod slutningen må han dog gribe til handling og få faderen ud af den institution, hvor han sidder i psykiatrisk forvaring på helt ubestemt tid.

Fremragende første del

Under deres flugt kommer de til en sø og genopfører en dyster og virkelig variant af et eventyr, som faderen har fortalt sønnen, da han var lille.

Med det bag sig kan den unge mand etablere sig i Berlin som kunstner, hjemsøgt af sin forfærdelige handling, men med en mulig kæreste og en mulig fremtid foran sig.

For så vidt er det altså kunsten, der bliver forskellen på far og søn. Der kan han bruge sine evner uden at havne i dræbende middelklassenormalitet eller psykiatrisk forvaring. Bengtsson synes her at fortælle lidt den samme historie som den, Morten Ramsland mere antydningsvist sætter ind i slutningen af ”Sumobrødre”: Historien om, hvordan forfatteriet løftede ham ud af fortabelsen i Odenses rækkehuskvarterer.

Romanens første del er slet og ret fremragende. Barnets beundrende, men også indsigtsfulde perspektiv på faderen og deres materielt fattige liv sammen på undersiden af Danmark giver det hele et hyper-realistisk eller let magisk præg, måske en lillebitte smule hen ad Peter Høeg, når han var mindst kulørt og mest i form.

Da det liv bryder sammen, bliver romanen mere et spørgsmål om at få fortalt historien færdig som en udviklingshistorie med et mere markeret håb end i ”Submarino”. Bevares, det går skam også godt med det - vi kommer i havn, og jeg vil bestemt anbefale romanen, men jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om ”Et eventyr” er et eksempel på, hvor svært det er at fortælle gode historier, der både skal være ude fra virkeligheden og ende godt.