Jonas T. Bengtsson: SUBMARINO

Jonas T. Bengtsson:
SUBMARINO
392 sider, 249 kr.
Peoples Press
UDKOMMER I DAG

Hvis det er udtryk for litterær kvalitet, at jeg har været nødt til at læse de sidste 200 sider af Jonas T. Bengtssons roman i små bidder, er Submarino effektiv realisme. Jeg har ikke forlænget læsningen, fordi den har været en nydelse, derimod en plage.

»Åh nej, ikke igen og nej, hold dig væk, tag dig sammen« osv.: Alle disse småborgerlige opfordringer til at handle voksent og ansvarsfuldt vil hamre rundt i læserens hoved for den ene hovedperson gør alt det, man ikke må gøre.

Havde det så bare været manden selv, det gik ud over, kunne det være det samme. Det fikse er, at vores helt, denne junkie, samtidig er enlig far. Faktisk prøver syrehovedet at være en god far, men når kroppen sætter dagsordenen bliver børnehavesønnen ofret.

Det er ubærligt scene efter scene at læse, hvordan faderen forsøger at leve op til sin rolle og igen og igen svigter.

Såkaldt voksenliv

Romanen skildrer to brødre, deres miserable barndom og deres såkaldte voksenliv. De er ofre for udstrakt forældresvigt. Faderen glimrer ved sit fravær, og moderen har ikke styr på noget som helst. Hun er klam, rigtig klam.

Toppunktet er, da de to drenge kommer til at passe deres spæde halvbroder. Én dag mister de grebet. Skildringen er (formentlig) realistisk og gennemført forfærdelig.

Man kan ikke just beskylde Jonas T. Bengtsson for at opsøge velfungerede afbalancerede mennesker. Vi er i afdelingen for white trash. Underafdelingen.

Den ene broder har spjældet den for umotiveret vold af første karat. Nu er han lukket ud i det fri og dyrker kroppen. Hvad skal han ellers? Dybest set er han ikke en kynisk skiderik, faktisk ender han med at dække over en endnu svagere stillet og ryger derfor i fængslet igen.

A la Nordkraft

I epilogen genser han junkiens søn, der er ved at få hård hud. Jo tak, og hvordan det vil gå virkelighedens Martin han findes sikkert skal man ikke være psykolog for at regne ud.

Det er oplagt at sammenligne Submarino med Jakob Ejersbos Nordkraft. Vi er i samme sfære, møder mennesker, der ikke kan stave til fremtid, og begge forfattere har researchen i orden, så skildringen af det nye pjalteproletariat er overbevisende.

Men Ejersbo er en bedre forfatter, og det er ikke, fordi han er en større moralist med hang til, at det skal gå de bare lidt gode nogenlunde godt. Nej, det hænger sammen med den bredde og kollektivitet, den facetterede miljøskildring, der holder Nordkraft sammen.

Hos Bengtsson er det en familietragedie, vi læser, og narkomiljøet udgør en baggrund, en kontekst, som er skræmmende, men som ikke rigtigt integreres i værket. Ejersbo kan skifte tone, kadence, det kan Bengtsson ikke.

Men han kan noget, Jonas T. Bengtsson. Submarino er socialporno. Dyk ned i dansk underverden. En verden, man ikke kan komme op fra. Glem alt om social mobilitet og velfærdsstaten. Man kan i øvrigt let læse den som et ufrivilligt indlæg i debatten om tvangsfjernelse af udsatte børn.

Denne læser er efter at have pint mig igennem Submarino ubetinget tilhænger af statens ret til at blande sig. Alt andet er misforstået liberalisme og sen, alt for sen, abort.

kultur@jp.dk