Jon Varangian: Revolution

Jon Varangian:

REVOLUTION

Eller dragen der ville være blå

424 sider, 299 kr.

Forlaget Rip Rap

Er udkommet

I Singapore i midten af 1990'erne er hovedpersonen med det symboltunge navn Malthe Severin Nyhuus præst ved byens danske sømandskirke. Han lever et behageligt liv sammen med konen Rosa og deres to teenagedøtre.

At præstens menneskekærlighed dog kommer lidt alternativt til udtryk, bliver vi markant gjort opmærksom på i bogens åbningsscene. Han penetrerer frisk en gravid mor i et undervandsakvarium. Menneske først, kristen så, som han også selv udlægger sit grundtvigianske standpunkt.

Kort tid senere viser det sig, at han skal vie den selv samme kvinde, og ikke nok med det, men også at det er bogens forfatter, Jon Varangian, der er brudgommen. Fiffigt fundet på.

Midt under vielsen sker der imidlertid et mord i et tilstødende lokale, og så går den vilde jagt rundt i Singapores gader inklusiv senede karatemænd og gådetalende oldinge. Herigennem bliver præstens fald ikke blot eksemplificeret kødeligt, men også spirituelt. Han drages mod Østens mystik.

Især er han interesseret i ”I Ching - forandringens bog”, en ældgammel bog om vejledningskunst i praktiske og spirituelle problemstillinger, og netop omkring denne bog er plottet i ”Revolution” bygget op.

”Revolution” ser ambitiøs ud ved første øjekast. Bagest findes en fyldig forklaring på ”I Ching”, layout og opsætning er smykket med kinesiske skrifttegn, og de første sider består af et udførligt persongalleri.

Frank Grevil

Men altså, helt ærligt. Hvorfor har forlaget ikke sørget for en korrekturlæser? Der er utallige fejl. Der kunne nævnes mange eksempler, men at vand et sted staves vandt, og lidt et sted staves lid er slemt. Læseoplevelsen forstyrres så meget, at en stjerne må fratrækkes.

Helt utilgivelig er sætningen: »Sådan taler en seksualisme årig kultur.« Hvad skal det betyde? Og så er det sjovt, at karakteren Anders Grevil på et tidspunkt skifter navn til Frank Grevil. Det er hermed noteret, at man ikke skal se ”Deadline”, mens man skriver.

Glasperlespil

Disse fejl er ærgerlige, for som mellemting mellem en John Woo-agtig Hollywood-action og en fjern lommefilosofisk slægtning til Hermann Hesses ”Glasperlespillet” - som også nævnes direkte i romanen - da fungerer ”Revolution” ganske ok.

Tempoet er højt, når de forskellige karakterer ikke lige kaster sig ud i lange docerende forelæsninger om Singapores historie eller taoismens mangfoldige yin- og yang-snoninger.

På den anden side set er disse enetaler dog ofte interessante og bevidner om, at Jon Varangian har en imponerende viden om både Singapore og ”I Ching”.