Anmeldelse: John le Carré: Dimas drøm

Spændingsroman

John le Carré:

DIMAS DRØM

(Our Kind of Traitor, 2010)

Oversat af Jan Hansen

443 sider, 299,95 kr.

Forum

Er udkommet

Den 79-årige John le Carré - hvis rigtige navn er David Cornwell - har i 21 romaner udforsket forræderiets natur. Så det kan ikke komme bag på nogen, at det også er emnet for hans roman nummer 22.

Le Carré debuterede, da Den Kolde Krig gled ind i sin uforsonlige fase i begyndelsen af 1960'erne. Hans historier om hemmelige agenter, der på dobbelt vis var klemt inde mellem øst og vest på den ene side og mellem loyale kolleger og svigagtige arbejdsgivere på den anden, har imidlertid vist sig at være en perspektivering, der har kunnet overleve 1989.

Le Carré skiftede blot fjenden i øst ud med storkapitalen, multinationale gigantfirmaer, bankverdenen, våbenhandlere, medicinalindustrien - altid flankeret af uduelige, men helt igennem egoistiske politikere, disse i le carresk optik offentlighedssfærens mest slimede kryb.

Et eller andet sted i dette grådighedens og kynismens globale efter-koldkrigs-marked har den britiske efterretningstjeneste, som le Carré i sine yngre år arbejdede for, det med at dukke op. Således også i denne historie om den russiske mafia.

Udfordring til tennis

Det hele begynder, da Perry og Gail holder ferie i tropeparadiset Antigua i Vestindien. De har, synes den unge og lovende Oxford-lektor og hans kæreste, der er en stejlt opstigende raket i Londons advokatverden, lov til at forkæle sig selv lidt.

Han har besluttet, at han ikke længere vil lege med i, hvad han anser for et tomt akademisk liv i den engelske universitetsby med de legendarisk drømmende spir. Han vil på idealistisk vis tilbage til rødderne, til barndommens udkantsengland, hvor han vil forsøge at gøre en forskel som gymnasielærer.

Hun er ligeglad. Hun skal nok tjene pengene. Bare hendes atletiske og skarpt tænkende sværmer af en mand er fornøjet, skal det nok gå.

Men skæbnen er nu engang indrettet således, at det bedst planlagte på ironisk vis har det med at brase sammen. Det sker også på Bounty-stranden for Perry og Gail - i form af en russisk oligark, Dima, der udfordrer Perry til en privat tennis-turnering. Perry er ikke meget for det. Men Dimas forslag er et af den slags, man ikke siger nej til.

Når Dima er så insisterende, er det, fordi han i parret ser noget af den arketypiske britiske adfærd, som for ham står for fairness og retfærdighed. Han har nemlig et problem. Dels er han verdens førende hvidvasker af sorte penge, dels er han ved at være undværlig for ledende kredse i russisk organiseret kriminalitet. Så han vil gerne hoppe af, nøjagtigt som de sovjetiske agenter i sin tid havde for vane. Liv for oplysninger, er den enkle formel.

Alt det får vi at vide i den lettere melankolske og bagkloge tilbagebliks-struktur, som er le Carrés fortælletekniske varemærke.

Perry og Gail har nemlig, som Dima har bedt dem om, henvendt sig direkte ved hjemkomsten til efterretningsmiljøet. Der bliver sørget for omhyggelig de-briefing, og der planlægges en afhopnings-aktion. Perry og Gail er med i spillet, for det er dem, Dima har tillid til.

Lagdelt forrædderi

Forræderiet har mange lag i denne nyeste le Carré-historie. Hvem der til slut har narret hvem, må læseren gisne om.

Historien vrimler med det figur-inventar, som le Carré har dyrket til perfektion, centreret omkring de unge og godtroende og de gamle og kyniske. Fælles for dem alle er det dog, at ingen kan sige sig helt fri for en vis dobbelthed, et vist selvbedrag. Fortællerstemmen skal i hvert fald nok sørge for spotlight på de ømme steder.

Der er nok næppe nogen tvivl om forfatterens vinkel og ståsted. Han lader Hector, chefen for Dima-operationen, som ingen i efterretningstjenesten rigtigt vil kendes ved, rase over sit lands tilstand: »Min kvalificerede konklusion er, at vi, en forhenværende stormagt, er inde i en tilstand af korporativ kapitalistisk forrådnelse, der hurtigt breder sig oppefra.«

Sammenligner man med linjen i forfatterskabet, gemmer den iagttagelse på en ofte gentaget beklagelse af Storbritanniens nedtur, ikke fra verdensherredømmet pomp og pragt, men fra en tilstand af - relativ - integritet.

Gennemført ironi

Le Carrés forfatterskab kan deles op i de store symfonier som Karla-trilogien og så kammerstykkerne, der i sin tid blev indledt med ”Telefon til afdøde”, forfatterens første agentroman tilbage i 1961. Til trods for de mere dramatiske optrin må ”Dimas drøm” nok siges at høre til gruppen af sidstnævnte. Historien er præget af en uafvendelighedens tilbagelænethed, en resignerende udstilling af grådighedens dynamik, der ikke bare lige lader sig standse, men som kamæleon-agtigt skifter farve og kaster sin klæbrige tunge langt ud i omgivelserne.

Der er en afdæmpethed, en enkelhed, en fortællemæssig disciplin, en gennemført ironisk stil, fremragende formildet af oversætteren Jan Hansen, der får uhyrlige begivenheder til at fremstå så meget mere grelt.

Le Carré er som sædvanlig i en klasse for sig. Man har ofte sagt, at le Carré er vor tids Graham Greene. Det er forkert. Le Carré er sig selv, og det er lige så godt som, undertiden bedre end, Greene.

Det skal tilføjes, at bogen har snigpremiere her i landet 14 dage før sin engelske udgivelse.