Anmeldelse:
Anmeldelse: 6 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af John Williams - Stoner | bog.guide.dk

Sagte og suverænt

Roman: John Williams’ glemte mesterværk fra 1965 er endelig kommet til ære og værdighed igen. Læs den!

John Williams
STONER

Oversat af Jens Christian Grøndahl

304 sider, 300 kr.

Lindhardt & Ringhof


[anemld1]

B97747866Z.1_20140503162504_000+GITCH300.1-0.jpg

Hvordan forklare denne roman, et sagte mesterværk?

Den er allerede et fænomen, en historie i sig selv. Den udkom i 1965, blev mere eller mindre overset, levede et liv som dyb kult i læsende kredse, men er nu vågnet til dåd og er blevet en bestseller, en litterær succes i en grad, så selv Tom Hanks har følt trang til at give sit besyv med i hyldesten; så massivt har fænomenet været, at en vis fatigue allerede er ved at indfinde sig i moderlandet USA, mens vi altså herhjemme først skal til at begynde.

Det er historien bag, historien om bogen, som i det aktuelle marked næsten altid er det, der sælger (der er solgt flere Blekingegade og Hassan-bøger, end der er læst, skal vi vædde?), men glem det høfligst alt sammen, for dette er, lige meget hvad og hvornår og hvorfor, stor litteratur. Punktum.

Mødet med Shakespeare

Prunkløst fortalt, sagtmodigt uden salvelsesfuldhed, hører vi historien om William Stoner fra slutningen af det nittende århundrede. Han bliver bragt til verden af gode, rettænkende forældre i en hårdt arbejdende, fattig bondefamilie i Missouri, og den enfoldige, men dog fremsynede fader sender ham på universitets landbrugslinje.

Her drages han, i mødet med en af Shakespeares sonetter (nummer 73), af litteraturens verden og får en akademisk karriere, som dog formørkes af en forbitret og indædt modstander på instituttet. Han bliver gift, men ægteskabet viser sig hurtigt at være tørt og kærlighedsløst, og selv om han møder den store kærlighed, når det kun at vare få måneder, før også det umuliggøres af omgivelserne.

Det lyder trist, og det er det, men ikke nødvendigvis for Stoner. Og mens man gribes af historien, så sidder man ikke og tuder under læsningen, men vækkes snarere til eftertanke om menneskenes børn og deres almindelige, ofte intense smålighed og forkrampethed i omgangen med hverandre og med livet selv.

Nedarvet ondskab

I sin skuffelse over livet og ægteskabet iværksætter hans hustru Edith en decideret kampagne for at fremmedgøre ham for datteren, med hvem han har sit eneste egentlig nære forhold. Det er sagtmodigt beskrevet, men det føles som tortur at læse det.

Det er ondt, men det er ikke en ondskab, man kan forholde sig til som hos klassiske skurke, den er snarere nedarvet eller pådraget, som hos Hollis Lomax, Stoners hovedfjende på universitetet, der er krøbling og tager en anden krøbling, David Walker, som protegé, et dramatisk omdrejningspunkt i en i øvrigt udramatisk fortælling.

»Fra tid til anden vil en studerende, der støder på navnet, måske i forbifarten undre sig over, hvem William Stoner var, men hans nysgerrighed driver ham sjældent til mere end et henkastet spørgsmål. Stoners kolleger, der ikke værdsatte ham ud over det sædvanlige, mens han var i live, taler efterhånden sjældent om ham; for de ældre er hans navn en påmindelse om, hvad der venter dem alle, og for de yngre er det blot en lyd, der ikke fremkalder nogen erindring eller identitetsfølelse, som de kan forbinde med dem selv og deres karrierer.«

”Stoner” er en meget amerikansk roman, men William Stoner er en meget uamerikansk helt. Han er ikke handlende og aggressiv, kun i dette ene, kærligheden til litteraturen, ser vi ham bryde ud. Første gang, da han skifter spor på universitetet og i en vis forstand vender ryggen til sin familie, og senere under det store opgør med David Walker, en sær eksistens og en umulig studerende, hvis umulighed Stoner insisterer på at pågribe, selv om det koster ham alt.

Her ser vi ikke Stoner som et sagtmodigt offer for livet, men som handlende, insisterende tro mod sit kald, litteraturen og tro mod universitetets idé.

Sprogets kraft

Man har kaldt det en bog for forfattere, og det er det måske også, og i hvert fald har oversætteren Jens Christian Grøndahl ret i, at det er sådan en bog, der pludselig minder én om, hvorfor man i sin tid begyndte at beskæftige sig med litteratur. Midt i tidens slette uendelighed af skrift lander ”Stoner” som en påmindelse om sprogets og litteraturens kraft, men De skal overhovedet ikke tage mit ord for det eller for den slags skyld lade Dem nøje med det forsøgsvise referat og den nølende udlægning.

Det er slet ikke godt nok. De må nødvendigvis læse den selv, og helst langsomt, koncentreret.

Så god er den.

Anmeldelse af Oliver Zahle - Elefantstenen

08-11-2014: Oliver Zahles fine fortælling om en dreng, der tryller en elefant frem for ikke længere at være den tykkeste i Thyborøn, har ikke gods nok til at fylde en roman. Læs artikel

Anmeldelse af Mette Jensen Hayles - Jizz. En roman om at elske

25-08-2014: Mette Jensen Hayles debuterer med et brag af en bog – knugende, kulsort og stedvis meget sexet. Læs artikel

Anmeldelse af Anders Johansen - Alle de brugte dage

10-06-2014: Sammenbrudsroman: Det er bestemt ikke opmuntrende læsning, når Anders Johansen går i kødet på en skilsmisseramt, svampet, 60-årig universitetslektor med direkte kurs mod katastrofer og pludselig død. Læs artikel

Anmeldelse af Mikkel Lauritzen - Eksil på hovedgaden

08-04-2014: Rapperen Mikkel Lauritzen debuterer med en roman om livet som rockmusiker. Hovedpersonen er interessant, men fortælleren gør bogen trættende. Læs artikel

Anmeldelse af Erlend Loe - Status

08-02-2014: Erlend Loes nye roman er ikke et mesterværk, men den er en bidsk påmindelse om ikke at tage litteraturen for givet. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...