John Kennedy Toole: FJOLSERNES FORBUND

John Kennedy Toole:

FJOLSERNES FORBUND

(A Confederacy of Dunces)

På dansk ved Martin Toft.

412 sider, 299 kr.

Töffsteins

UDKOMMER I DAG

Hvis John Kennedy Toole ikke havde haft en meget dominerende mor, havde den unge amerikanske litterat fra New Orleans muligvis heller ikke taget livet af sig i 1969, kun 31 år gammel. Men hvis hans mor heller ikke havde været så viljestærk, havde hun muligvis heller ikke brugt de næste 10 år på at få sønnens store efterladte romanmanuskript udgivet.

Da det endelig skete i 1980, blev ”A Confederacy of Dunces” en sensation. Den er til dato den eneste roman, der har modtaget Pulitzerprisen posthumt og har siden fået status som moderne amerikansk klassiker med tilsvarende indflydelse på senere litteratur.

Så det er nærmest helt i tråd med romanens forhistorie, at den først nu kommer på dansk. Nogle unge fyre uden forlagserfaring opdagede den tilfældigt i USA og grundlagde et forlag til selv at oversætte og udgive den på.

Hvad gik vi glip af?
Nuvel, man har set mere slebne og helstøbte oversættelser. Men man har sandelig også set meget værre, også fra anderledes erfarne oversættere og forlag.

Og i alle tilfælde er det en utrolig, forhistorien taget i betragtning, forbløffende færdig og gennemarbejdet bog. Til gengæld er det ubærligt at forestille sig, hvad Toole - og den øvrige verden - kunne have fået ud af det, hvis han havde magtet at leve videre.

”Fjolsernes forbund” handler såmænd også om en ung litterat i New Orleans med en meget dominerende mor. Men det er alt andet end blot et jammersminde eller et internt familieopgør.

Tværtimod er det et larmende vittigt, jublende overskudspræget og smittende energisk karneval af en historie om, hvordan den tromlefede Ignatius T. Reilly endelig får taget sig sammen til bare at overveje at løsrive sig og få sit eget liv. Han er sarkastisk, indebrændt, underkuet og studentikos, men han er også en mand med enorm appetit på livet og voksende modvilje mod at finde sig i noget som helst.

Drømmen om succes
Omkring ham kredser et kulørt galleri af bipersoner fra alle lag af New Orleans' sydstatssamfund, fra Ignatius' flammekaster af en intellektuel jødisk New York-kæreste Myrna til anløbne forretningsfolk, elskovssyge bøsser, ludere, småhandlende og sorte, som kun lige er begyndt at turde komme frem i verden. Toole bruger etniske og seksuelle stereotyper på den måde, som overfladisk set i dag kan virke politisk ukorrekt, men som ved nærmere eftersyn samtidig er båret af stor generøsitet overfor deres særheder, eller som Dan Turèll skrev om Herman Bang: han holder af alle sine personer.

Succes i almindeligt muskuløs, amerikansk forstand er der ikke meget af her, andet end når Ignatius' mor synes, at han skulle se at få sig et ærligt arbejde og køre nogle penge hjem. Der er mange, der drømmer om det, men ingen der for alvor opnår den.

Den frie verden
Andre end måske alligevel Ignatius i takt med at hans enorme, uregerlige krop - og ikke mindre enorme intellekt - begynder at presse på for at komme ud fra sin fangelejr af en familie, til andre stemmer og andre rum, with no direction home.

Ungdomsoprøret og det foregående årtis beat-generation er meget langt væk for Tooles personer, men ikke desto mindre er det datidens store mentale jordskred, der er i usynlig bevægelse også under Ignatius' og hans omgivelsers tilværelse.

Såvel romanens litterære kvaliteter som dens sene succes dementerer, at det blot skulle være et tidsbillede fra dengang. Tværtimod er jordskredet, væk fra familien og ud i den frie verden, som bekendt ikke standset endnu.