En kedelig søforklaring

John Boyne:

MYTTERI

445 sider, 299 kr.

Forlaget

Punktum

Er udkommet

I 1789 opstod der mytteri på det britiske skib ”Bounty”, der netop havde forladt Tahiti med kursen mod Vestindien. Med om bord havde det tusindvis af brødfrugtskud, der skulle være en billig næringskilde for slaverne i den nye verden.

Om bord er også en eskalerende utilfredshed blandt besætningen. Det netop overståede ophold hos stillehavsøens villige, indfødte kvinder sidder stadig i sømændene, og de vil gøre alt for at kunne vende tilbage til deres paradis.

Kaptajnen bliver sat i en båd sammen med sine sympatisører, og så må de sejle deres egen sø. Heriblandt er historiens fortæller, skibsdrengen John Jacob Turnstile. Fra at have levet en kummerlig tilværelse som lommetyv og trækkerdreng i Portsmouth er han ved skæbnens indgriben havnet på ”Bounty”.

Skuldertræk tilovers

Som kaptajnens private tjenestedreng er han til alle tider i nærheden af skibets officerer. Han kan derfor berette fyldestgørende om, hvad der virkelig skete på ”Bounty” - eller i hvert fald, hvad forfatteren John Boyne mener, der skete.

At en forfatter således digter videre og forsøger at levendegøre virkelige historiske begivenheder, kan gå begge veje. Enten pirres læserens nysgerrighed, eller også sker dét, der er tilfældet for ”Mytteri”. Man ender med at være fuldstændigt ligeglad med fortællingens karakterer, da en del af præmissen jo er, at man kender slutningen.

”Mytteri” er nemlig så slapt fortalt, at man højst har et skuldertræk til overs, når bogen lukkes. Afrejsen fra England, forsøgene på at runde Kap Horn, turen østpå mod Tahiti, opholdet på øen, afrejsen derfra, mytteriet og den sidste lange kamp for overlevelse i den lille båd. Selve romanen bliver et billede på en kedsommelig rejse.

Den 14-årige Turnstile taler desuden et utroværdigt sprog for en stor knægt fra det 18. århundredes rendesten, mens sømændene om bord alle lader til at være fans af Stewart Stardust fra ”Jul på Vesterbro”.

Masturbation

”Bounty” selv er det eneste, der skrider fremad. Fortællingen derimod slår lige så store knuder som skibets kurs i farvandet ud for Kap Horn. Episodisk berettes der om det ene og det andet - nærmest frit efter håndbogen over, hvad der kan gå galt til søs - men episoderne bliver ikke brugt til noget.

Igennem beskrivelser af besætningens kønsdrifter - og uendeligt platte hentydninger til masturbation - forsøger Boyne dog at give et lille svar på, hvorfor mytteriet fandt sted. Men det virker ikke. Man tror simpelthen ikke på, at besætningen gjorde oprør for at få sex.