John Banville: Havet

Roman

John Banville: Havet (The Sea, 2005)

På dansk ved Ingeborg Christensen

177 sider, 199 kr.

Bechs Forlag - Viatone

Indtil for nylig var den irske forfatter John Banville for litterære feinschmeckere. Navnlig dem, der sætter pris på en forfatters leg med litterære konventioner i generelle, erkendelsesteoretiske rammer. Eller sagt lidt anderledes: Kan man lide forfattere som Borges, Nabokov og Muriel Spark, er Banville nok også noget.

Men så begyndte han under pseudonymet Benjamin Black i 2006 en serie thrillere i hårdkogt amerikansk stil henlagt til det dystre og fattige Dublin i 1950'erne. Det gav ham både et noget bredere publikum og også et nyt kult-publikum.

Benjamin Blacks ”Christine Falls” kom året efter at John Banville havde vundet den prestigefulde og indbringende Man Booker-pris for ”Havet”, som vi nu endelig har i dansk oversættelse.

Tilbage til fortiden

”Havet” er en på én gang en komprimeret og lidt udflydende historie. Komprimeret, fordi den fokuserer på tre perioder i fortællerens liv.

Den ikke særligt talentfulde eller succesrige kunsthistoriker Max Morden, der nu er i slutningen af 60'erne, havde som stor dreng nogle indtryksfulde pubertetsoplevelser under en sommerferie ved havet. Dem genkalder han sig nu, vel vidende, at årene kan have fordrejet fortidens indtryk noget. Deraf kommer det noget udflydende, for Max Morden lader gerne tankerne flyve og associationerne styre.

Han er taget ud til det hus ved havet, der dengang var sommerbolig for familien Grace - far, mor, tvillingebror- og -søster samt barnepige/guvernante - og hvor han kom den sommer for længe siden. Han har nemlig lige mistet sin kone efter et længere kræftforløb, og nu prøver han at få hold på sin tilværelse, hvor kun datteren Claire udgør et noget usikkert fikspunkt.

Derude er der kun værtinden, en ældre pensioneret oberst, der er fast logerende, samt havet med dets mægtige tidevandskræfter og ophøjede indifferens over for menneskelige anliggender.

Max Morden husker, hvordan han først var betaget af moderen, der morede sig med en lille ferieflirt med den store dreng.

I nyt lys

Så blev betagelsen overført til drengepigen Chloe, der også havde udpræget sans for det erotiske drilleri.

Men ferien standsede brat, og Max Mordens liv fra da af som barn i et brudt ægteskab erindrer han med sorg og bitterhed.

”Havet” er vel egentlig mere en lang novelle, end den er en roman. Alt afhænger af en overraskende slutningssekvens, der så gengæld lader alt det forgangne farve i et nyt lys.

Mesterlig beretning

Selv om Max Morden får svar på nogle at sine spørgsmål derude i det frivillige eksil ved havet, er det ikke nok til at give retning til et liv, der forekommer ham grundlæggende meningsløst. Den smule mening, der er at hente, er i selve overvejelserne om det, og det er netop dem, læseren indvies så intimt i.

Den intimitet er der så til gengæld så meget, ja næsten dæmonisk kraft i, at læseren nødvendigvis må konfrontere både fortællerens og egne oplevelser i Banvilles mesterligt udførte beretning om Max Mordens liv og gerninger.