John ajvide lindqvist: Menneskehavn

John ajvide lindqvist:

MENNESKEHAVN

Oversat fra svensk af Jesper Klint Kistorp

464 sider, 300 kr.

Forum

Er udkommet

En intetsigende, om end overlayoutet forside og den tantede betegnelse skrækroman.

Ikke meget i den danske udgave af John Ajvide Lindqvists nye roman antyder umiddelbart, før man bevæger sig ind på flapperne eller om på bagsiden, at her er tale om ét af de seneste års mest usædvanlige og succesrige svenske forfatterskaber, skamrost fra tabloidaviser til finlitterater og afsæt for filmen ”Lad den rette komme ind”.

Men det er det. Og ligesom det her meget åbenlyse amerikanske forbillede Stephen King skriver Lindqvist (f. 1967) nok til tider særdeles uhyggeligt, men skrækken er kun en teknik til at fortælle store historier med et menneskeligt bundtræk.

Den forbandede ø

I alle hans nu tre romaner handler det om levende og døde, om ensomhed, sorg og tab. I debuten ”Lad den rette komme ind” var en vampyrhistorie omdrejningspunktet, i efterfølgeren ”Håndteringen af udøde” var det zombier, og her gælder det en forbandelse, der hviler over en hel lille ø i den ellers angiveligt så idylliske østsvenske skærgård.

Netop den idyllisering, takket være ikke mindst sangeren Evert Taube og Astrid Lindgrens ”Vi på Krageøen”-serie, raser en gammel øbo over et sted i romanen. For virkeligheden klos op ad havets bundløse dyb er en helt anden og har igennem tiderne krævet utallige dødsofre blandt fiskerne og deres familier.

Øen og havet

Det sker også for hovedpersonen Anders, hvis seksårige datter Maja en vinterdag forsvinder sporløst ude på isen. Alligevel får han nogle år senere en fornemmelse af, at hun - ligesom andre af øens forsvundne - ikke rigtig er død, og Anders begynder at optrævle både øens og sine egne hemmeligheder.

Samtidig skifter synsvinklen løbende fra Anders' forsumpede eftersøgning til andre af øens nøglepersoner og frem og tilbage i tiden. Det er øen, og i særdeleshed havet den ligger i, der gradvis bliver romanens egentlig hovedpersoner.

Den fineste smiger

Kan man sin Stephen King, ligner det undervejs ikke så lidt et søgående remiks af et par af hans tidlige romaner (navnlig ”The Shining”, ”It” og ”Pet Sematary”). Blot med hans referencer til hård rock udskiftet med en konstant strøm af citater fra Lindqvists store engelske 1980'er-idoler The Smiths (der også lagde titel til ”Lad den rette komme ind”).

Men efterligning siges jo at være den fineste form for smiger. Og Lindqvist får ikke blot overført sine inspirationer effektivt til svensk jord (og vand), han får samtidig brugt dem til meget.

På tværs af liv og død

For mere end noget andet bliver det en grum og højenergisk historie om moderne civilisation og idyl som noget meget nymodens og overfladisk noget sammenlignet med, hvor stort, dybt og ældgammelt havet udenfor og vandet i rørene er.

Samtidig formår Lindqvist ligesom i de to foregående romaner med enestående ømhed at skildre samhørighedsfølelse og betingelsesløs kærlighed på tværs af liv og død, og her med en slutscene, som man skal have et litteratursyn af beton for ikke at blive bevæget af.

Dermed er den tykke roman også velegnet til at kaste efter, hvem der stadig måtte se nedladende på genrelitteratur eller bare litteratur, der som Lindqvists arbejder ud fra f.eks. gysergenren. Mens den omvendt over for de forfattere, der tør beskæftige sig med genrelitteratur, sætter et højvandsmærke for, hvor meget der ad den vej kan opnås.