Anmeldelse: Johanne Algren: Louis liv

Roman

Johanne Algren:

Louis liv

383 sider, 199 kr.

Peoples Press Jr.

I ”Louis Liv”, som er en selvstændig fortsættelse til ”Louis 121092-2922”, tager Johanne Algren tråden op, hvor vi slap Louis sidst:

»Sådan her tænkte jeg engang om det hele: Livet skal bare ske for mig. Jeg vil ikke gå her og undre mig over tingene. Tænke på, om det er godt eller dårligt. Eller hvordan det kommer til at blive i fremtiden.«

Og sådan tænker Louis stadig. Hun er blevet et par år ældre, men hun er ikke blevet meget klogere på sig selv. Hun ved ikke rigtigt, hvad hun vil, eller hvem hun er, men hun ved, at nogen må passe på hende.

Ud af hashtågerne

I romanens begyndelse er Louis kærester med Oliver. Han er ”soldat” i AK81, stoffer og kriminalitet er hverdag, drengene i klubben er hans familie, og Louis er hans kæreste - ikke ”kone” med den status og beskyttelse, der følger med. Det generer hende, og et eller andet sted mærker hun måske også den afstand, der er mellem hende og de andre i klubben. Da Oliver ryger i fængsel, øjner hun muligheden for at slippe ud af forholdet og sin position i klubben. Og så bliver hun kærester med Serkan.

Serkan tilbyder hende alt det, hun har savnet - kærlighed, renhed, tydelighed, rammer. Serkan får hende ud af hashtågerne og ind i en verden af orden og normalitet. Louis tør pludselig drømme lidt om fremtiden:

»Jeg ville gerne forenkle mit liv. Det var jeg også på vej til. Sammen med Serkan.«

Serkans rammer bliver dog mere og mere snærende og hans kærlighed krævende og besidderisk. Men Louis vil have ham, hun vil have, at de passer sammen:

»Jeg var ikke på jagt efter nogen sandhed i alt det her. Jeg vidste, at der var tusinde forskellige sandheder og verdener, som ikke passede sammen. Men jeg vidste, at jeg passede sammen med Serkan.«

Louis mister mere og mere af sig selv i forholdet. Hun mærker kun, hvordan Serkans humør er dén dag, og når hun mærker noget af sig selv, er det en underlig ”hvidgul” følelse, en tom og varm ligegyldighed, som hun finder en sær tryghed i. Måske er det kærlighed? Det lykkes Louis at tro på det - lige indtil den dag, da ligegyldigheden definitivt ikke kan beskytte hende længere.

Angsten for at falde

Johanne Algren skildrer sin lille »nervøse, flaksende ulykkesfugl« med stor varme og en utrolig præcision. Hun findes virkelig, Louis, vi kender hende og forstår instinktivt hendes desperate følelsesmæssige hundesvømning på overfladen og hendes angst for at falde dybt, dybt og mærke sig selv og al sin smerte på vejen.

Forfatteren falder aldrig for fristelsen til at forklare Louis, og det er måske romanens fineste kvalitet. Hun giver os adgang til et følelses- og tankeliv, der er komplekst og rodet og umodent og naivt og himmelråbende dumt indimellem. Men hun tager ligesom Louis' langsomhed på sig og folder på romanens næsten 400 sider sin hovedperson ud med den største forsigtighed.

Det er virkelig fint og giver samtidig romanen en egen spænding, fordi man - ud over trangen til at se, hvor de voldsomme begivenheder i Louis liv bringer hende hen - håber at se ulykkesfuglen flyve. Og frygter faldet.