Anmeldelse: Jo Nesbø: Panserhjerte

Krimi

Jo Nesbø: Panserhjerte (Panserhjerte, 2009)

Oversat af Allan Hilton Andersen

634 sider, 299 kr.

Modtryk

Udkommer i dag

En krimi på mere end 600 sider er næppe, hvad den garvede krimi-læser forventer. Det er sådan et omfang, som man møder hos f.eks. amerikanske Elizabeth George, når hun skal skabe plads til både et indviklet plot og til sin fascination af Storbritannien.

Men det er næsten selvmodsigende, når der er tale om den hårdkogte del af genren, som Jo Nesbø jo udøver. Hvordan forene den hårdkogte krimis forkærlighed for det minimalistiske med behovet for de mange sider?

Hos Nesbø føles det ikke som noget paradoks. Her vender man side efter side, og ikke et ord føles overflødigt. Tidens mange såkaldt socialrealistiske - femi-trivi - krimier stritter i alle retninger med sagen uvedkommende informationer.

Hos Nesbø er alt underordnet efterforskeren, vicekommissær Harry Holes relation til den forbrydelse, som han nødtvungent og kæmpende mod alskens personlige dæmoner er i gang med ikke bare at opklare, men også forhindre fortsættelsen af.

Harry Hole mistede sit skrøbelige tag i tilværelsen efter de dystre begivenheder i ”Snemanden”. Han er rejst bort fra Norge, men er lokaliseret til Hongkong.

Når man overhovedet har fundet ud af, hvor han befinder sig, skyldes det fornemmelsen af, at en ny seriemorder er aktiv i Oslo. Politiet står på bar bund. Man savner Holes ekspertise, stædighed og intuition.

Alkohol og opium

Så Hole må hentes ind fra kulden. Det sørger politiassistent Kaja Solness for, selv om det ikke er let at finde Hole i Hongkongs mylder, særligt ikke når den alkoholiserede tidligere politimand, nu også med smag for opium, er eftersøgt af de kinesiske triader for spillegæld. Men det lykkes for den efterhånden desperate Kaja.

Hole er ikke bare en uortodoks efterforsker. Han er også i meget høj grad en slags katalysator, der ved sin tilstedeværelse og indblanding sætter ting i gang. Og ud af forbrydelsen og dens efterforskning formes menneskeskæbner uophørligt og uopretteligt. Denne gang over flere kontinenter.

Stille humor

Jo Nesbøs historier er krimier, der gør forbrydelsens univers til selve det menneskelige univers. Hvis det lyder lidt højtravende, så gøres det spiseligt ved en ikke ubetydelig sans for stille humor på trods af alt det skrækkelige.

Jo Nesbø har også denne gang med ”Panserhjerte” skrevet en krimi af betydelige dimensioner, både kvantitativt og kvalitativt.