Anmeldelse: Jo Nesbø: Genfærd

Krimibog

Jo Nesbø:

Genfærd

(Gjenferd, 2011)

Oversat af Allan Hilton Andersen

457 sider, 299 kr.

Modtryk

Harry Hole er hjemme igen efter tre år i Hongkong. På et tidspunkt inden så det ellers ud til, at den efterhånden godt forslåede og utraditionelle efterforsker fra Oslos politi var ved at lande på fødderne i et fast forhold til Rakel med bonus-sønnen Oleg og en ligeledes fast aftale med Anonyme Alkoholikere.

Men Harrys tendens til at forfølge forbrydelse og uret hinsides hensyn til privatlivet har kostet ham den gryende familieidyl i Norge.

Nu har han så været gældsinddriver for en lidt tvivlsom pengemand i Hongkong og har egentlig planlagt, at sådan skal det også være fremover. Det vil sige, lige indtil han får meddelelse om, at Oleg er blevet arresteret og anklaget for et narko-relateret drab på vennen Gusto Hanssen.

Så må Harry hjem og konfrontere genfærdene fra fortiden.

Rundt i underverdenen

Der er ikke meget, der tyder på, at Oleg skulle være uskyldig. At han overhovedet ikke vil samarbejde med Harry, gør ikke sagen lettere.

Narkomiljøets barske realiteter med kyniske bagmænd, narko-afhængige pushere og junkies, der kun har næste fix i tankerne, vejer tungere end den abstrakte stat med dens jura og forestillinger om ret og uret, ja tungere end selv den førhen så elskede og beundrede bonus-far.

Mens Harry pisker rundt i Oslos narko-underverden og blandt korrumperede politifolk på jagt efter den bagmand, der har introduceret et nyt og stærkt stof, får den privilegerede læser lov til at følge med i den dræbtes tanker de sidste sekunder, før han ånder ud.

Den manglende far

Det er sekunder, der i historien svulmer op til en lang historie i sig selv. Gusto fortæller om både de sidste minutter inden drabet og et liv med tiltagende brutalisering i narko-miljøet. Gustos fortælling er adresseret til den far, som han aldrig har kendt, og hvis tilstedeværelse kunne have udgjort den afgørende eksistentielle forskel for ham.

Så Gusto over for den fraværende far, og Oleg over for den person, der en overgang var i hans liv som en far, der imidlertid forsvandt, er det dybe anliggende i en krimi, der kunne tegne til at blive afslutningen på de i alt ni bind om Oslos noget anarkistiske ordenshåndhæver.

Neglebidende fryd

Jo Nesbø har vel aldrig haft bedre greb om sit stof og fortalt sin historie med en så sikker stilfornemmelse. Man sidder og nyder hårdkogt-ironiske formuleringer, der ikke kunne have været leveret bedre af Hammett og Chandler dengang derovre i Californiens onde gader.

Krimi-plottet byder på det ene frydefuldt-neglebidende drej og vrid efter det andet. Men det bedste er historiens udfoldelse til klassiske græske tragedie-dimensioner. ”Genfærd” vokser ud over krimiformatet, ikke til det hverdagens trivielle social-realistiske melodrama, som ellers er så karakteristisk for nordisk krimi, men helt derud, hvor der kun er det helt grundlæggende tilbage.

Krimi-plottet byder på det ene frydefuldt-neglebidende drej og vrid efter det andet.