Jo Nesbø:
HEADHUNTERNE
(Hodejegerne, 2008)
Oversat af Allan Hilton Andersen
301 sider, 300 kr.
Modtryk
Er udkommet
Det er sikkert godt for den gennem syv krimier efterhånden ganske forslåede og på anden vis grundigt traumatiserede vicekriminalkommissær Harry Hole at få en lille ferie, så han kan genvinde helbred og mental styrke.
Selv om en til tider ganske liberal omgang med retsstatens fundamentale regler ikke er Harry Hole fremmed, så har efterforskeren alligevel indtil nu ikke begået egentlige forbrydelser. Det har til gengæld Roger Brown, ledende medarbejder i Alfa, Norges førende og meget diskrete virksomhedskonsulenter med speciale i chefudvælgelse.
Brown er dygtig, meget dygtig. Han bruger FBI's ni-trins forhørsteknik, når han analyserer sine klienter for at finde det rette match.
Penge er der også en del af i magtens korridorer i Browns firma. Men ikke nok. For Brown har verdens mest vidunderlige kone, som han ikke ønsker at nægte noget. Det gør hun heller ikke selv, og hendes endnu ikke helt trendy galleri på det helt rigtige sted i Oslo sluger flere penge, end det tjener.
Men Brown ikke bare har en plan. Han har allerede ved adskillige lejligheder bragt den til udførelse. For i samtalen med klienten får han som regel gode baggrundsoplysninger, også om, hvad der hænger derhjemme på væggene hos de altid fremadstræbende erhvervsledere.
Mens de er overladt til en af hans assistenters mere rutinemæssige opmærksomhed, kan han aflægge et diskret besøg i den optagne klients hjem, erstatte Edward Munch litografien med en god reproduktion og lade originalen tilflyde den pålidelige hæler i Sverige. Brown har naturligvis sørget for at ansætte den rette person i det vagt- og overvågningsselskab, der beskytter de skønne hjem.
Dødsensfarligt spil
Da norsk-hollænderen Clas Greve en dag dukker op som den oplagte kandidat til chefposten for et nødlidende norsk it-selskab, ser Brown muligheden for et tredobbelt kup: Flot honorering for den del af arbejdet, der tåler dagens og skattevæsenets lys; adgang til et pludseligt opdukket maleri af den slags, der vil få selv Sotheby's op af stolen; samt i kraft af begge dele sikringen af ægtevivens økonomi og deraf resulterende evige taknemmelighed og hengivelse.
Men Clas Greve kan også mere end kurserne på sin private aktieporteføjle. Og han er lige så grådig som Brown. Inden Brown ser sig om, er han uhjælpeligt fanget i et dødsensfarligt spil, hvor pengene hurtigt viser at være den mindste af indsatserne.
”Headhunterne” er en forrygende, begavet og vittig svindlerkomedie.
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



