Anmeldelse:
Anmeldelse: 4 af 6
Artiklens emner:

Jens Henrik Jensen: Spøgelsesfangen

I en ny krimi udvikler en banal flyulykke i Vestjylland sig til storpolitik. CIA styrer i det skjulte jagten på en såkaldt spøgelsesfange.

Jens Henrik Jensen:

SPØGELSESFANGEN

479 sider, 300 kr.

Politikens forlag

Er udkommet

En spøgelsesfange er en fange, der ikke er papirer på. En sådan fange eksisterer faktisk ikke - officielt.

Efter 11. september gjorde USA en del i den trafik: Med henvisning til nationens sikkerhed blev mistænkte arresteret og fløjet af CIA-Air til steder i verden uden for diverse jurisdiktioner med et minimum af menneskerettigheder. Nogle endte så i Guantanamo.

Det var en praksis, som Barack Obama lovede at standse. Om det så er sket, er det vel i sagens natur vanskeligt at konstatere.

I Jens Henrik Jensens nyeste Nina Portland-krimi er det i hvert fald ikke sket. Et fly fra Keflavik forulykker ved den jyske vestkyst ikke langt fra Esbjerg, hvor kriminalassistent - hun har insisteret på at beholde sin gamle titel trods politireform - Portland bor og arbejder.

Da hun sendes ud for at se på det styrtede fly, er det lidt af en disciplinær foranstaltning. KA Portland er nemlig meget selvstændig, og hendes chef vil gerne vise, hvem der bestemmer. Så midt i efterforskningen af, hvad der ser ud til at være en bandekrig mellem indvandrergrupper i fiskeri- og offshorebyen, må efterforskeren tage en afstikker til klitterne ved Henne Strand.

CIA leder og fordeler

Hvad der til at begynder med ligner en banal flyulykke, antager hurtigt karakter af en særdeles betændt storpolitisk sag om en spøgelsesfange. En menneskejagt med CIA som diskret leder og fordeler af arbejdet begynder under verdenspressens bevågenhed i klitter, plantager og sommerhusbebyggelser.

Samtidig kommer efterforskningen af bandekrigens drab ikke ud af stedet. Nina Portland må som resten af kollegerne dele sin opmærksomhed mellem de to efterforskninger, som - ikke overraskende - på et tidspunkt får berøringspunkter og flettes ind i hinanden.

Oveni er der så problemet med alenemor Nina Portlands søn Jonas, der er blevet taget for butikstyveri.

Kærlighed til Esbjerg

Som i de tidligere Nina Portland-krimier ”Økseskibet” fra 2004 og ”Kulmanden” fra 2007 har vi at gøre med halvt femi-orienteret politikrimi, halvt politisk thriller. At forfatteren kan den genre, beviste han på imponerende vis i den fremragende ”udenlandske” Kazanski-trilogi - ”Kællingen i Kraków (1997),” ”Hofnarren i Murmansk (1999),” ”Ulven i Banja Luka” (2002).

Der er mange ord i Jensens Portland-krimier. Vi får en del at vide om det lokale, men forfatterens kærlighed til det vestjyske i almindelighed og Esbjerg i særdeleshed mærkes tydeligt.

Den femi-orienterede politikrimi er en skabelon, som behandles med respekt og bliver produktiv i samspillet med den internationale thrillers større lærred.

Jensens hovedmetier er journalistikken. Det fornemmes da også, at han kan de politiske indenrigsdagsordener, men ikke har meget til overs for et offentligt Danmark i kløerne på New Public Management. Et såre sympatisk træk.

Anmeldelse: Barbara Nadel: Krystalburet

15-04-2008: I langt de fleste krimier er der sammenfald mellem forfatterens nationale tilhørsforhold og national samtid. De fleste danske krimier foregår således i dagens Danmark. Læs artikel

Anmeldelse: Jens Henrik Jensen: KULMANDEN

01-10-2007: Krimi: Jens Henrik Jensen kan skrue et internationalt tonet plot effektivt sammen, men de indledende øvelser tager denne gang alt for lang tid. Læs artikel

Anmeldelse: Frode Z. Olsen: Den dag sneen kom

16-08-2007: I tredje forsøg lykkedes det for politimanden Frode Z. Olsen. Læs artikel

Anmeldelse: Leonardo Padura: DEN ULASTELIGE CUBANER

30-05-2007: Det emmer af Cuba, af rom, sved og sex i Paduras romaner. Og der er mere hjerteblod i dem end i en hel årgang velfærdskrimier. Læs artikel

Anmeldelse: Lene Kaaberbøl og Agnete Friis: Nattergalens død

25-10-2011: Kaaberbøl & Friis' tredje krimi, ”Nattergalens død”, er typisk skandinavisk - og lidt for forudsigelig. Læs artikel
 
Loading...
Læs også
Loading...
Mest læste på bog.guide.dk
Loading...
Jeg har læst
Loading...