Jens Blendstrup: Bombaygryde

Jens Blendstrup:

BOMBAYGRYDE

240 sider, 300 kr.

Samlerens forlag

UDKOMMER I DAG

I Ridley Scotts ”Black Hawk Down” ved vi ikke meget om, hvad de voldsomme kampe i Somalia egentlig går ud på, men der er da en patriotisk fornemmelse af dem og os.

I Kathryn Bigelows ”The Hurt Locker” er de svundet ind til de dræbermaskiner, som de efterlader rundt omkring i Bagdad, og som vi skal demontere. Heller ikke megen overordnet mening eller sammenhæng her.

Genbrugte forældre

Og herhjemme igen (som det hedder i Radioavisen): I Jens Blendstrups ”Bombaygryde” er der kun os - og så de diffuse skygger af russiske trusler, som de overordnende kaster op på de bløde velfærdsværnepligtiges skrøbelige indre skærme i denne halvt parodiske, halvt alvorlige roman fra 1980'erne om Leif Ballebys tid i trøjen.

Hovedemnet er nu heller ikke krig, men menneskelig udvikling og sammenhæng.

Blendstrup har genbrugt sine forældre fra den fænomenale og født klassiske far-biografi, ”Gud taler ud”. Uffe Blendstrup hedder nu Uffe Balleby, men kaldes aldrig andet end Uff. Gerd Lillian er også på plads og taler stadig et kaudervælsk af svensk, moderlig omsorg og uendelig tålmodighed med sin besynderlige mand.

Spændetrøjen lurer

Leif selv accepterer efter gymnasiet og efter et tabt spil matador at melde sig som frivillig. Han rejser til en kaserne på Bornholm. Her foregår hovedparten af romanen.

Vi følger den pænt jeg-svage ungersvend gennem forskelligt øvelsesmudder og våbeninstruktion, knaldhårdt spændt ud som han er mellem sin far, de overordnede, de andre rekrutter og endnu flere slags krav og overjegs-agtigheder.

Ved vejs ende er Leif så ude af militæret igen, og der er muligvis håb om, at den søvnløse dreng kan trække sig ud af sin bizarre, men kærlige fars skygge og kancellist-fantasifulde ordskvalder.

I hvert fald er det ret tydeligt, at der ikke er meget håb for hans forstand, hvis han ikke gør det. Leif har på det tidspunkt fået trøjen af, men spændetrøjen lurer.

I navneforskydningen fra Uffe i ”Gud taler ud” til Uff i ”Bombaygryde” ligger således andre forskydninger: I retning af det kun semi-selvbiografiske, i retning af mørkere toner i billedet af far og søn. Såmænd også i retning af en mere mainstream romanform.

Jeg ved ikke, om det er derfor, at en vis Lars (Bukdahl, må vi gætte på) takkes foran i bogen »for at mumle fornærmet i baggrunden.«

”Bombaygryde” bærer Blendstrup-brandet: En svært festlig blanding af galskab og gammelmodighed i prosaen. Har den ikke det sproglige og eksistentielle format, der lå pakket ned i de små tekstbokse i ”Gud taler ud”, så er den stadig en både sjov og lidt uhyggelig historie om en ung mand, der i den grad er under indflydelse.

Faderbilleder ændres

Det 20 århundrede var vel bl.a. faderopgørets århundrede.

Først lavede man larm over de strenge fædre - Karl Ove Knausgård kører i øjeblikket et succesfuldt re-run i mange bind, hvis man ikke var med, da det skete dengang. Så lavede og laver man larm over, at de (vi) ikke var strenge nok. Se bare, hvor undervisningsministeren tordner over blødsødenhed og mangel på såkaldt klassiske dyder.

Jeg er ikke helt sikker på, hvor Blendstrup er henne med sine faderbilleder, et andet sted i hvert fald. Og et særligt sted, hvor vi gerne vil med, et sted hvor det nænsomme og det barokke græsser på fædrenes gravhøje.

Måske kommer vi engang til at høre, hvordan det så går, når sønner af Uff kommer ned fra højen og selv skal være fædre for nogen.