Anmeldelse: Jennifer Haigh: Mistro

Roman

Jennifer Haigh

MISTRO

Oversat fra amerikansk af Ellen Strandgaard.

384 s. Indb. 299 kr.

Verve

I 2002 blev ærkebiskoppen i Boston frataget sit embede på grund af anklager om overgreb på mindreårige drenge. Sagen endte med, at den katolske kirke måtte betale 85 mio. dollar i erstatning til 550 personer, der havde været udsat for seksuelle krænkelser af forskellig art.

Det er denne sag, som har inspireret Jennifer Haigh til romanen om den katolske præst Arthur Breen, der får ødelagt sin præstekarriere og sin tilværelse på grund af en mistanke om pædofili mod hans husholderskes barnebarn Aidan

Stemningen i det område, hvor han virker, er så hadsk og oppisket, at mistanke og dom kommer ud på et, og Arthur får ikke en chance.

Han dør uden rettergang, og spørgsmålet om hans skyld eller uskyld bliver aldrig besvaret. Den katolske kirke ofrer ham i bestræbelsen på at rense sig, mens mediernes sensationshunger er så rigeligt stillet med de forfærdelige anklager.

Fordommenes magt

Romanen er en lang uhyggelig demonstration af fordommenes uhyrlige magt over både fornuft og kærlighed. Bortset fra hans lillesøster Sheila og en gammel trofast husholderske, tror ingen på ham. Et par år efter genåbner Sheila sagen. Som en anden detektiv går hun hans liv minutiøst igennem for at finde ud af, hvad der rent faktisk skete op til den dag, hvor han indkaldes til en tjenstlig samtale med biskoppen.

Hun er den bærende stemme i fortællingen om den skrøbelige Arthur, der mister sin far som spæd, vokser op med en alkoholiseret stedfar og først ved indtrædelsen i den katolske kirke finder mening i tilværelsen. Hendes tillidsfulde stemme kontrasteres af lillebroderen Mikes mere aggressive tilgang til storebroderen, som han aldrig har haft noget særligt tæt forhold til. De to søskende agerer således henholdsvis forsvarer og anklager romanen igennem.

Mange spørgsmål

Eftersøgningen medfører bl.a. fundet af nogle fotos af Aidan i badebukser. De er skjult i en skotøjsæske under sengen, men hvorfor? Og hvilken rolle spiller det for forståelsen af forholdet mellem Aidan og Arthur, at Aidans mor er en upålidelig stofmisbruger, eller at Arthur ofte lod Aidan læse lektier på sit kontor?

Der er masser af ubesvarede spørgsmål, og svaret kommer fra en helt overraskende kant.

Det interessante i romanen er ikke den endelige opklaring, men fremstillingen af, hvor svært det er at skelne mellem sandhed og usandhed, når mistanken først har slået rod. Jennifer Haigh skildrer på en afdæmpet måde bagsiden af den hetz, som store mediesager udløser og de menneskelige omkostninger, som følger med at blive kriminaliseret og udstødt.