Anmeldelse: Jeanette Walls: Glasslottet

Erindringsroman

Jeanette Walls:

Glasslottet

Oversat fra engelsk af Alis Friis Caspersen

389 s. 299 kr.

Hr. Ferdinand

Udkommer i dag

I mange år løj journalist Jeanette Walls om sin barndom. Hun magtede ikke at fortælle sandheden. Først da hun var midt i 40'erne og godt forankret i en veletableret tilværelse, fandt hun mod til at hive barndommens spøgelser frem.

Det resulterede i ”Glasslottet”, som fortæller den rystende historie om et par totalt uansvarlige forældre og deres fire misrøgtede børn.

Jeanette Walls er født i 1960. Forældrene Rex og Rose Mary var et par rigtige nomade-hipppier. De levede efter devisen ”livet er et eventyr”, hvilket må siges at være noget af en eufemisme, eftersom forfatterens hukommelse løber over af erindringer om tomme køleskabe, rotter i sengen og vinterjakker uden knapper.

Familien flytter ustandseligt fra sted til sted på flugt fra ubetalte regninger og krav fra myndighederne. Nogle gange bor de i campingvogn i en trailerpark, andre gange i slumlignende lejligheder eller saneringsmodne huse. I kortere perioder fungerer bilen som deres hjem.

Forældrene er umådeligt arbejdssky. Moderen er egentlig uddannet lærer, men vil hellere male og skrive. Faderen har forskellige talenter og geniale indfald, som han i stadig stigende omfang drikker sønder og sammen. De er to egoistiske fantaster, der lukker øjnene for børnenes helt basale behov.

Bogen gør ikke noget forsøg på at forsvare forældrenes opførsel, glatte ud eller polere facaden. Jeanette Walls går linen ud og fortæller, både om dengang faderen hugger de penge, som de tre ældste børn selv har sparet op, om dengang moderen trods pengenød køber chokolade til sig selv, og om dengang faderen udsætter Jeanette for stamværtshusets nærgående drukkenbolte.

Hun beskriver, hvordan hun og hendes søskende bliver siddende i klasseværelset, mens de andre elever går i kantinen, for at skjule de manglende madpakker. Senere på dagen graver de kammeraternes rester op af skraldespanden. Hun beretter om at være anderledes, blive mobbet, stinke af uvasket tøj, sulte, fryse etc.

Sin egen lykkes smed

Som de fleste børn i samme situation er Jeanette Walls ufattelig loyal over for sine forældre, og den loyalitet fastholder hun som voksen. Man sporer antydningen af en kritik, men den forbliver under overfladen af en kærlighed, som hun åbenbart ikke ønsker at sætte spørgsmålstegn ved.

”Glasslottet” er ikke præget af den store fortællekunst. Dens enorme succes i USA må tilskrives ”Den amerikanske Drøm”. Den fås som bekendt i utallige versioner, og Jeanette Walls går rent ind som et bevis på, at enhver er sin egen lykkes smed. Eller i faderens version: »Hvis man ikke ønsker at drukne, må man se at få lært at svømme«.