Jayne Buxton: Mig og min datter

Jayne Buxton:

MIG OG MIN DATTER

382 s., 195 kr.

Forlaget Leksis

Er udkommet


Chick lit kan man ikke kalde Jayne Buxtons anden roman, ”Mig og min datter”. Lady lit, til nød, eller måske endnu bedre mother lit. Buxton, der i fjor havde stor succes med den komiske ”Lessons in Duck Shooting”, har nu vendt blikket mod sin egen generation - 40+.

”Mig og min datter” handler om Libby, der er mor til tre meget forskellige piger. Den ældste, Phoebe, er 15-år og teenager af værste skuffe, den yngste Ella er bekymret og driftig miljøforkæmper, og Kate i midten er så fælt anonym, at man først, da hun kommer ud for en ulykke sidst i romanen, forstår, hvad forfatteren overhovedet har skullet bruge hende til.

Libby er gift med optikeren Rob, der forventer, at hun klarer alle huslige gøremål. Selv har hun skippet sin karriere som havbiolog for at hellige sig moderrollen. Alt i alt lever de et ekstremt almindeligt liv, så ordinært, at det nærmest er for kedeligt at læse om.

Klichéfyldt krise

Heldigvis får Libby en krise. På Ellas opfordring melder mor og yngste datter sig ind i miljøaktivistgruppen ”Jordens Venner”, der ledes af den karismatiske Daniel. Gnisten mellem Libby og Daniel er ubetvivlelig, men dilemmaet er selvfølgelig, om Libby skal handle på sin lyst eller ignorere sine følelser for den unge mand og passe på sin familie. Og ja, det er (mindst) lige så klichéfyldt, som jeg får det til at lyde.

Dette er romanens ene tangent. Den anden er Libbys kamp med Phoebe, i hvis undertøjsskuffe hun i bogens begyndelse finder en pakke p-piller. Phoebe er kæreste med jævnaldrende Josh, der som enhver knægt i den alder er temmelig opsat på at slippe af med sin mødom. Phoebe selv har ikke rigtig lyst, men det skal vel gøres.

Idéen er god...

Phoebe og Libby har hver sin stemme og hver sine kapitler i ”Mig og min datter”. Det er en fin idé og en god måde at trænge gennem teenagedatterens ellers intetafslørende visir. Men de kapitler, der er fortalt gennem Phoebe, lider under en svær utroværdighed. Buxton har ingen problemer med at formidle Libbys anstrengelser og problemer (man aner på forfatterintroduktionen en ikke så lille portion selvbiografisk materiale), men det går mindre godt med den 15-årige. Buxton formår simpelthen ikke på plausibel vis at gengive den unge kvindes kvaler og ikke mindst selvoptagede fiksering på sit smukke ydre.

Desuden fejler Buxton ved at gøre romanen alt, alt for lang. For at fylde de næsten 400 sider ud har hun da også måttet opfinde nogle personer og begivenheder, der ikke i romanens forløb lades i stikken, fordi forfatteren åbenbart ikke rigtig ved, hvad hun har villet med dem. Eksempelvis bliver hele p-pille-historien tyndet ud til det rene ingenting, og Phoebes veninde Rebeccas problemer fylder meget for derefter at træde helt i baggrunden.

De plotmæssige skavanker flankeres af ikke så få irriterende sjuskefejl, der burde være blevet fanget i gennemlæsningen. ”Mig og min datter” bliver således ikke den lette, morsomme og indsigtsfulde roman, som dens forfatter tydeligvis tror, den er, men ender i stedet som en langtrukken og triviel affære.