Jay Asher: Døde piger lyver ikke

Jay Asher:

DØDE PIGER LYVER IKKE

320 sider, 150 kr.

Politikens Forlag

UDKOMMER I DAG

I USA er ungdomsromanen ”Døde piger lyver ikke” (eller ”Thirteen Reasons Why”, som den hedder på originalsproget) solgt i flere end 500.000 eksemplarer. Formentlig med snedige markedsføringsgreb, men selvsagt også fordi romanens kontroversielle emne og form har appelleret til de unge læsere.

Og hvor kunne man ønske, at bogen var god, så vi stod med en litterær succeshistorie for teenagere, og ikke, som denne anmelder desværre mener, endnu en omgang varm luft.

En selvmorders stemme

En lille skole i en amerikansk provins rystes grundigt, da den kun 16-årige Hannah Baker begår selvmord. Clay, som er romanens hovedperson, var forelsket i Hannah og nåede inden hendes død at kysse med hende til en fest.

Alle undrer sig over den unge piges beslutning, da Hannah udadtil var både smuk og tilsyneladende vellidt. Men da Clay en dag med posten modtager en pakke med nummererede kassettebånd, åbenbarer årsagen sig. Hannah har nemlig i 13 kapitler opsummeret de personer og grunde, der ligger bag hendes selvmord. Og nu skal alle høre det!

En god idé

Man må medgive forfatterdebutant Jay Asher, at ideen er god. At lade den døde pige få en stemme og dermed sætte et tiltrængt fokus på selvmord blandt unge. Men Ashers og dermed romanens problem bliver, at man som læser ikke formår at sætte sig i Hannahs sted. Identifikationspotentialet i hendes karakter er ekstremt ringe, og det er det, hele romanen står og falder med.

For vel får man ondt af Hannah, der er blevet drillet og svigtet, men man bliver aldrig rigtigt overbevist om, hvorfor det leder til en beslutning om at tage sit eget liv. Dertil kommer, at Clay aldrig bliver en reflekteret og selvstændig figur, men udelukkende tjener som et ekko af Hannahs fortællinger, som han til enhver tid bekræfter. For måske lyver døde piger ikke. Men de taler heller ikke nødvendigvis sandt, hvilket netop er bogens største problem. At den aldrig problematiserer gyldigheden af Hannahs udsagn.

Grænseløst irriterende

Det er naturligvis meningen, at vi skal frygte, hvordan Clay er involveret i Hannahs selvmord, da hun har kundgjort, at båndene indeholder informationer om de personer, hvis handlinger har medvirket til det. Men vi kommer aldrig til at forestille os, at den kantløse Clay kan være andet end undtagelsen, der bekræfter reglen om de andres hjerteløshed.

Oven i købet er bogen struktureret med uelegante kursiveringer, der indikerer Hannahs indtalte stemme - mod Clays betragtninger i det øvrige. Det er grænseløst irriterende læsning.